Skriv under på at loftet for egenbetaling ved studieture skal hæves, og at internationale linjer ikke skal være indbefattet af den eventuelle nye lov.

JA TAK til loft, NEJ TAK til begrænsninger

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er kommet med et nyt lovforslag om et loft på egenbetaling ved studieture på 3000 kr. Dette lovforslag gælder for ordinære gymnasieklasser såvel som internationale linjer og rammer omtrent 150.000 danske unge, som går på en gymnasial uddannelse. 

Hvis lovforslaget vedtages, vil det derfor betyde, at disse 150.000 unge danskere ikke selv har mulighed for at kombinere den teoretiske undervisning fra den danske hverdag med førstehåndsoplevelser fra en anden kultur, som er markant anderledes end den danske. Det er lige præcis disse oplevelser, der gør os unge til verdensborgere, der kan begå sig i en globaliseret verden. 

En gymnasial uddannelse er finansieret af staten. Derfor giver det god mening, at der er et loft på studieture, da alle elever skal have lige mulighed for at stifte bekendtskab med fremmede kulturer. Dog er 3000 kr. ikke nok, hvis destinationen skal være mere fremmed end Danmarks tætteste nabolande, og hvis målet om den faglige viden, der gerne skulle opnås ved en studietur, rent faktisk skal realiseres.

JA TAK til et loft på studieture på 4000-5000 kr., hvor alle kan være med, men stadig får den nye faglige og kulturelle viden, der opnås ved et møde med en fremmed kultur. 

NEJ TAK til at dette loft også gør sig gældende for studieforløb, som mange gymnasier tilbyder elever via en, ofte kaldet, international linje. Denne linje er et frivilligt valg, som kræver en større egenbetaling end ved de ordinære studieture. Dette er nye elever oplyst om, inden de foretager deres endelige uddannelsesvalg, og ingen bliver derfor presset til at betale et beløb, som er økonomisk uoverskueligt.

På den internationale linje går rejsen, for vores vedkommende, til byer som Brighton, Vancouver, Seattle og Bruxelles, byer som vi ikke umiddelbart vil kategorisere som eksotiske rejsemål. Tværtimod destinationer med højt fagligt og kulturelt indhold, hvor man virkelig opnår en forståelse for den store vide verden, og hvad man, som en verdensborger, kan forvente, på både godt og ondt. 

At være en del af EU’s Erasmus+ program, og for vores vedkommende at få EBBD-beviset, kræver langt mere end som så fra både elever og lærere. Undervisningen indebærer blandt andet bilinguale forløb, hvor teori fra klasselokalet bliver brugt i praksis på tværs af sprogbarrierer. 

Hvis lovforslaget, om et loft på egenbetaling, bliver vedtaget, vil de mange fordele ved undervisning som denne ikke længere være en mulighed for unge, som selv ønsker at tage et aktivt valg om at bruge flere penge på at tage en uddannelse med en mere international vinkel. Dette vil resultere i, at unge nyuddannede i fremtiden ikke vil være lige så konkurrencedygtige i en globaliseret verden, da de mangler en udvidet kulturforståelse. 

Vi vil derfor gerne skabe opmærksomhed om dette lovforslag, da vi i allerhøjeste grad ønsker at have medbestemmelse på VORES valg af uddannelse og dermed fremtid.

Hjælp Danmarks unge med at få retten til frit at vælge uddannelse, trods forskellighed. Præcis som det burde være i et demokrati.

Skriv under på at loftet for egenbetaling ved studieture skal hæves, og at internationale linjer ikke skal være indbefattet af den eventuelle nye lov. Skriv under på at danske unge skal have frit valg. 

 

Anne-Sofie Bredahl Frederiksen & Lærke Møller Bornæs

Aalborg Handelsgymnasium  


Anne-Sofie Bredahl Frederiksen og Lærke Møller Bornæs    Kontakt forfatteren af dette andragende

Underskriv denne indsamling

Jeg giver med min underskrift Anne-Sofie Bredahl Frederiksen og Lærke Møller Bornæs tilladelse til at overdrage mine oplysninger i denne formular til vedkommende som har indflydelse på denne sag.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.







Betalt Annoncering

Vi vil reklamere for denne petition til 3000 mennesker.

Lær mere...