Odense for fred - og imod atomvåben!
Vi lever i en tid, hvor corona-virus tvinger os til at begrænse og ændre vores vanlige samvær; på arbejde, socialt og i samfundet generelt. Coronapandemien har skærpet opmærksomheden på vores måde at leve på, og tydeliggjort hvordan vi som art påvirker miljøet - men også hvordan vi gennem vores adfærd kan ændre miljøet til det bedre. Eksempelvis så vi et fald i luftforureningen i verdens store byer under nedlukningen af samfund, og et fald i andre smitsomme luftvejssygdomme. Med andre ord; handling nytter!
FN har i 2015 vedtaget de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (læs mere her), og der er heldigvis en stigende opmærksomhed på den helt afgørende nødvendighed af opfyldelsen af disse. Med denne underskriftindsamling sættes fokus på det 16.
verdensmål "fred, retfærdighed og stærke institutioner", gennem et brændende ønske om at få Odense optaget i den verdensomspændende forening af byer mod atomvåben; "Mayors for Peace" (læs mere her). Over 7000 byer verden over er allerede med i dette vigtige internationale samarbejde, herunder store byer som Mexico City, Berlin og København. Foreningen er stiftet i Japan på baggrund af de frygtelige bombninger af Hiroshima og Nagasaki under 2. verdenskrig. Målet med samarbejdet er den totale udryddelse af kernekraftvåben - den største og mest direkte trussel mod menneskehedens fortsatte overlevelse.
Som borgere i Odense synes vi, at tiden er inde til, at også Odense kommer med i dette fredsskabende, globale netværk af byer. Hjælp os - og resten af verden - ved at underskrive i dag. Alle underskrifter bliver samlet og overdraget til Odenses borgmester Peter Rahbæk, med en appel til at byen optages i Mayors for Peace.
Tak!
Christian Mose-Christensen Kontakt forfatteren af dette andragende