Som udenforstående er det desværre meget svært at sætte sig ind i problemet udfra teksten på underskriftsiden. Jeg står, efter at have læst den, stadig tilbage uden at være helt sikker på hvad 4-års-reglen er og hvorfor den er problematisk. Hvis budskabet også skal nå andre end læger og lægestuderende ville det være en utroligt god idé at se på hvordan budskabet kan forklares enklere og tydeligere.
Her er de to (store) pointer, der med fordel kunne tydeliggøres:
- Er 4 år for lang tid? For kort tid? Det er vel for kort tid, men hvorfor? Hvad er det, der gør det svært at nå?
- Og hvad er konsekvensen hvis man ikke når det inden de 4 år? Der står at lægerne må rejse udenlands, men hvorfor det? Er det fordi man så ikke kan få lov at blive uddannet til speciallæge i Danmark?
Husk på at vi ikke alle har indgående kendskab til lægeuddannelsen og en lægestuderendes hverdag, men at vi derfor godt alligevel kan have en interesse i dels at lægerne får den bedst mulige uddannelse og dels at dyre uddannelser ikke går til spilde.

#9: - God pointe, og der er netop uddybet :)

 

#9: -

kære du - du har så evig ret!! det er det der er lægernes problem, vi får ikke bragt budskabet ud til resten af befolkningen og den gennemsnitlige dansker aner ikke hvad reglen er og hvad den betyder for os!  Vores fagforening er for dårlig til det, vi kunne have så meget gavn af en person der var presseansvarlig og som gik ud og sagde tingene på en enkel, let forståelig måde, så folk der ikke er inde i vores fag kunne forstå det!!

men her er kort det som 4 års reglen går ud på: inden for 4 år efter afsluttet medicin studie, skal en læge være i gang med sin speciallæge uddannelse.  4 år er ikke lang tid, specielt hvis man tænker på at det ene år automatisk går med den obligatoriske 1 årige turnus uddannelse (som nu hedder KBU i stedet for turnus, det står for klinisk basisuddannelse).  Så dvs. når man er færdig med sin 1 årige turnus, har man kun 3 år.  Et år mere går med den (også obligatoriske) såkaldte introduktonsuddannelse i det speciale man nu har valgt og som man skal have gennemført inden for et speciale inden man kan få det der hedder en "hoveduddannelse" i det samme speciale.  Hoveduddannelsen er den stilling man får når man går i gang med den faktiske specialisering.  Dvs. at efter turnus og introduktionsuddannelse, har man kun 2 år tilbage til at få sin hovedudannelsestilling.  Når man det ikke, mister man retten til at blive speciallæge i Danmark.  2 år er IKKE lang tid - specielt ikke til de kompetitive specialer, som ofte kræver en del erfaring samt en del "sideuddannelse" på CV'et, inklusiv arbejdserfaring, forkningserfaring, undervisningserfaring, evt. sundhedsfremmende arbejde, osv osv.  Der er anøgningrunder for de fleste specialer 2 gange om året, og for de fleste specialers vedkommende er der langt færre stillinger end der er ansøgere. Bare som et eksempel på hvor lidt tid det egenlig er med 2 år kan jeg give flere overlæger jeg har arbejdet sammen med, som fortalte at det i sin tid tog mellem 7-9 år efter afsluttet medicinstudie for dem at starte på deres hoveduddannelse. Den var ikke gået i dag..!

Der er nogle specialer der er mere populære end andre, og derfor sværere at komme ind på - men hvis man er indstillet på at arbejde for et speciale som man går og drømmer om, mener jeg det er helt forrykt at regeringen vil fratage os den frihed!  Argumentet fra regeringens side er, at hvis man er ved at falde for 4 års reglen kan man evt. søge ind på en hoveduddannelse i et speciale hvor der er ledige pladser (få specialer har enkelte ledige pladser i udkantsområderne) - og på den måde kan man stadigvæk "nå" at blive speciallæge i Danmark.  Men for den enkelte, der må opgive ønske specialet, og evt, flytte til den anden ende af landet, har det kæmpe store konsekvenser - og jeg tror simpelthen ikke på, at man bliver en god læge inden for et hvilket som helst speciale, hvis man mere eller mindre er blevet "tvunget" ud i det, og hvis valget ikke er truffet med hjertet, i hvert fald til en vis grad!

Reglen forudsætter desuden også at man VED hvilket speciale man gerne vil arbejde i så man kan være målrettet fra starten - hvad med dem der starter på noget og ombestemmer når de finder ud af at det ikke var det rigtige speciale for dem? Skal de ikke have lov til at ombestemme sig?

Når alt det ovenstående er sagt, så kan det hele koges ned til dette simple faktum:  Folk der har taget en længeregående akademisk uddannelse skal ikke udsættes for tvang på den her måde.  Reglen fjernes vores frihed og ret til selvbestemmelse over eget liv, for slet ikke at nævne hvad den gør ved vores livskvalitet.  Uanset hvor meget eller hvor lidt tid de 4 år i virkeligheden er, handler det mere om princippet i at tvinge sådan en regel ned over hovedet på de danske læger. Det er urimeligt, det tjener ikke noget formål andet end at gøre lægerne pressede og stressede og yderligere forringe deres arbejdsvilkår.  Og det hjælper i hvert fald ikke på speciallægemanglen - og hvis det så hjalp, ville det være på baggrund af tvang - at lægerne følte de ikke havde noget valg og blev tvunget ud i et speciale for ikke at falde for 4 års reglen.  Jeg vil meget hellere behandles af en læge der brænder for og har talent for sit speciale - ikke en læge der valgte sit speciale for ikke at valge for en åndssvag regel!

Jeg håber ovenstående var svar nok! :)

 

 

 

 

 

#9: -

Kære Gæst# 9.

Helt konkret er 4-årsreglen som følger: Hvis man som læge i DK ikke inden for 4 år af påbegyndt basis(det gamle turnus) er påbegyndt en såkaldt hoveduddannelse (speciallægeuddannelsens sidste del) får man IKKE lov til at blive speciallæge i DK. Dog muligvis i specialer med ledige stillinger (ikke mange) og kun hvis de vil have én. Problemerne her er:

1) Tid: Indenfor de 4 år skal man have en basis(1 år obligatorisk) og en intro (1 år specialespecifik). Så har man max 2 år til at kvalificere sig mere end det minimalt påkrævede. Det er ikke meget. For dagligdagen er i det danske system helt helliget produktion jvf tidligere historier om manglende supervision

2)Målrettethed: For at have en chance i et speciale skal man være målrettet, men hvis man ikke får stilling kan man måske få i noget andet...som man ikke er målrettet. Eller ikke har talent for.

3) Snæver faglighed: I lægearbejdet er det vigtigt, at man "kan se udover sin egen næse". Om ikke andet så for at vide, hvem man skal spørge om hjælp. Med 4-årsreglen bliver vores faglighed mere snæver, da vi har mindre tid til at søge en bred fundering og prøve mere end et/to specialer af (der er 38 forskellige). Hvis 4-årsreglen ikke var der ville vi få bedre speciallæger, der var bedre funderet før de fik stemplet.

4)økonomi: Ganske enkelt: en læger bidreger i snit med 10-12 mil Netto efter uddannelse, SU, pension mm er betalt. Hvis folk tager udenlands for at få drømmespecialet risikerer vi et tab på de penge pr læge...plus hvad evt ægtefæller måtte bidrage med... og er "hjerneflugt" det DK har brug for?

5)personligt: I gennemsnit arbejder vi mere end de 37...langt mere. Vi opkvalificerer os i fritiden. Tager kurser. Underviser på samme. Forsker. Tager ekstravagter (oftest i det offentlige, trods hvad aviserne skriver). Det er såkaldte interessetimer...for at forvente samme niveau af engagement skal man undgå at tvinge folk over i specialer de måske ikke gider eller har talent for.

6)talent: Læger er, trods intentionen om det modsatte, ikke små kloner. Man kan ikke gå udfra at læge 1= læge 2. Der er forskel i kunnen indenfor de forskellige områder.

7)Moral. I bund og grund er det groteskt og urimeligt at tvinge den slags ned over hovedet på folk. Det ville svare tila t sige til en MF'er for SF, at hvis han/hun ikke var blevet minister indenfor 4 år kunne vedkommende blive byrådsmedlem for Venstre.

Håber du kunne bruge svaret.