Red Digital Media og Web-Integrator hovedforløbene.

Jeg startede i gymnasiet efter 10. Klasse, men måtte droppe ud af psykiske årsager, som gjorde den krævende, lange uddannelse uoverkommelig, når man  samtidig skulle leve op til en social standard, som jeg ikke besad evnen(lysten?) til at følge..

Men så fandt jeg mig til rette på Webintegrator, hvor jeg følte at mine kompetencer endelig kunne være en styrke (Skrev på tastatur i samme hastighed som jeg tænkte, havde styr på en computers(Windows 98' - 7) front-end og havde flair for layout, billedbehandling og lign. som følger af at være vokset op foran en pc uden internet) og uddannelsens længde, samt arbejdsmiljøet, lærerne & det afdæmpede, men dog stærke, fællesskab på holdet gjorde uddannelsen overkommelig- ja vil næsten sige helt behagelig!

Jeg gennemførte desværre ikke uddannelsen af personlige årsager, så jeg har haft en lille spire i maven, der stadig brændte for at komme tilbage på WI når jeg en dag var klar igen- og da aldersforskellen spændte imellem 16 og 55 år på mit gamle hold, så troede jeg, at der var god tid til at finde styrken frem igen, men nu smider de ligefrem folk ufrivilligt af uddannelsen før tid; hvor er det uforskammet, mildt sagt!

Vi var så mange, og jeg mødte en stor håndfuld elever, der ligesom mig havde nogle udfordringer, der gjorde dem til svage led på andre uddannelser, men her var de med til at styrke en gruppe af specielle og hélt forskellige mennesker, som til sammen gjorde hinanden stærkere gennem deres forskellighed. Jeg havde en følelse af tryghed, når jeg skulle lave oplæg eller gruppearbejde, selvom kodningen var farlig og uoverskuelig, fordi man fokuserede meget mindre på hvordan du fremlagde, og mere på HVÁD du fremlagde; modsat gymnasiet hvor jeg følte et enormt pres iht. at skulle kigge op fra noter, kigge lidt på alle, men ikke for meget en én, stå pænt, tale højt nok, ikke tale fór højt, og hvad der ellers var af stressfaktorer til at forstyrre en fra det emne, som man skulle holde sin tankevirksomhed til.

Fyn er fuld af søde og kompetente nørder; hvordan kan man ikke ønske at udnytte deres potentiale i en tidsalder som den vi er i nu, hvor du ikke er noget, hvis ikke du eksisterer på nettet?