Forældelsesfristen for seksuelt misbrugte skal ændres

Forældelsesfristen – Straffelovens § 93 og 94 stk. 4 LMSO mener, at der skal nedsættes et udvalg der skal se på forældelsesfristen for retsforfølgelse efter straffelovens §§ 219, 222, 223, 224, 225 og 232.. Skal den bibeholdes, forlænges eller ophæves? Det er en meget kompleks problemstilling som bør belyses fra flere forskellige vinkler. Mange voksne der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen henvender sig til rådgivningerne i vores medlemscentre for at få råd og vejledning i, hvordan de skal forholde sig, når deres krænker, fx en far eller mor, senere får børn med eller flytter sammen med en ny partner som har børn. De er forståeligt nok bange for, at deres krænker vil misbruge flere børn. Den samme problematik ser vi hos personer der er krænket af en person udenfor familien, fx en præst eller lærer, som fortsat praktiserer og har daglig kontakt til børn. Det er meget ulykkeligt at disse voksne ikke kan gøre noget for at forebygge nye overgreb, fordi krænkeren ikke er dømt og der ikke kan rejses en sag pga. forældelse. Rigtig mange ofre for seksuelle overgreb har fortrængt forbrydelserne, som først dukker op senere i livet, når overgrebene kommer op til overfladen fx i forbindelse med store livsbegivenheder eller evt. retraumatisering med flash-backs, der minder offeret om den oplevelse og smerte, der i sin tid blev påført dem. Dette sker oftest efter forældelsesfristens ophør. Dertil kommer, at det ofte først er i voksenlivet, hvor en modenhed og afprøvet liv kan danne styrke, mod og åbenhed, til at klare den proces, en anmeldelse af denne type forbrydelsen er. Endvidere om forældelsesfristen tilføjet den 24. oktober 2010: Forældelsesfristen   LMSO har tidligere givet input om forældelsesfristen, men vil dog gerne gøre opmærksom på en uhensigtsmæssig skelnen i den nuværende lovgivning. I almindelighed er forældelsesfristen 10 år, men - som vi har forstået det - er forældelsesfristen 5 år fra barnets 18. år under særlige betingelser. Den 5-årige forældelsesfrist gælder når der er tale om: -        Incest mellem søskende -        Et seksuelt forhold, der er opnået ved ulovlig tvang -        Udnyttelse af ofrets sindssygdom mv. -        Ansattes samleje med personer på en institution -        Groft misbrug af afhængighed -        Groft misbrug af alder og erfaring Årsagen til den kortere forældelsesfrist er angiveligt, at der i disse tilfælde ikke menes at være en tilknytning til gerningsmanden, således at barnet ikke i så høj grad føler sig presset til at hemmeligholde forbrydelsen. Det undrer os først og fremmest, at det anses for ’nemmere’ at bryde tavsheden,  når der er tale om søskendeincest. Dette bygger måske på en misforstået forestilling om, at barnet kan gå til forældrene og fortælle om de seksuelle overgreb. En forestilling som ikke svarer til virkeligheden, fordi der i de fleste familier med søskendeincest er en meget stor dysfunktion, som udspringer fra forældrene. Det er slet ikke vores erfaring fra arbejdet med voksne med senfølger, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem relationen til krænkeren og muligheden for at bryde tavsheden. Der er mange andre faktorer, der spiller ind. Fx er det afgørende, om der er en voksen tilknytningsperson i barnets/den unges liv, som barnet har tillid til, så det bliver muligt at fortælle om overgrebene. Mange fortrænger overgrebene og husker dem måske først efter forældelsesfristens ophør eller får først senere i livet en forståelse for, at overgrebene har været skadende. Derfor bør forældelsesfristen være lige lang uanset relationen til krænkeren.  Til toppen Straffelovens § 232 Der er rigtig mange børn der misbruges, både indenfor og udenfor hjemmet, hvor der er tale om seksuelle overgreb som fx befølinger, fotografering eller beluring, seksualisering, blottelse af kønsdele og/eller onani overfor barnet eller at barnet har været vidne til pornofilm eller voksnes samleje. Alt sammen seksualforbrydelser hvor der ikke finder penetration sted, og som i dag hører under straffelovens § 232. LMSO mener straffelovens § 232 fremover kun skal omfatte seksuelle overgreb mod voksne, og at føromtalte overgreb mod børn skal have sin egen § i straffeloven. Straframmen og forældelsesfristen bør efter LMSO’s opfattelse ligestilles med straffelovens § 222. Børn som er udsat for de ovennævnte seksuelle overgreb lider ligeså stor psykisk overlast som ved seksuelle overgreb hvor der finder penetration sted. De voksne vi har i behandling og rådgivning i LMSO’s medlemsorganisationer, som har været udsat for denne type seksuelle overgreb er lige så hårdt ramt, som mennesker der har været udsat for de typer krænkelser, hvor der har fundet penetration sted.