Forældreklage til Allerød Kommune

Lynges børn skal kunne passes i ordentlige rammer - i Lynge!

Hver morgen står der vidunderligt og engageret personale klar til at tage imod Lynges voksende børneflok i de kommunale daginstitutioner. Når løbecyklerne, ladcyklerne, bilerne og barnevognene er parkeret, er det med en forventning om, at vores børn kan træde ind i en dagligdag, hvor der er tid til leg, fællesskab og omsorg. Vidunderlige voksne kan ikke alene sikre dette. Rammerne for vores børn er blevet forringet til en sådan grad, at muligheden for at tilbyde en dagligdag med overskud er så udfordret, at det går ud over vores børn. Særligt dem, der har mest brug for støtte. Samtidig skaber det en negativ spiral, for når personalet bliver presset og ikke har mulighed for at løse sine pædagogiske opgaver, fører det til sygemeldinger, opsigelser, omrokeringer mm.  hvilket er med til at skabe en ustabil hverdag for både personale og børn. Eller når personale skal udføre deres arbejde i et lokale, hvor toiletterne står frit i rummet, og hvor der andre steder har været et indeklima præget af stærk kloak-lugt og usundt arbejdsmiljø. Det er under al kritik. 

Ledelsen må ty til lappeløsninger og skubbe problemet rundt 

Lynges institutioner er overfyldte. 1.12.25 er der 18 børn for meget i klyngens vuggestuer og 60 børn for meget i børnehaverne. Derudover er der alle de børn, som der lige nu ikke er plads til i Lynge-klyngen, og som sendes til andre steder i kommunen - langt fra deres kommende skolekammerater og andre børn i deres nærmiljø. Det giver børnene en ringere start på skolelivet, når de fjernes fra det velkendte og skal genfinde deres plads i en ny social sammenhæng, hvilket kan blive virkeligheden for op mod 50 børn fra Lynge. Samtidig er der stort pres på familie logistikken og nogle forældre, som skal køre eksempelvis 9 km i den modsatte retning for at aflevere deres børn, og dette hænger ikke sammen i en travl hverdag for en børnefamilie. Resultatet af dette kan ende i sygemeldinger for pressede forældre, som kan komme til at koste kommunen dyrt.

De pressede arbejdsvilkår har også medført, at en stor del  af Lynges børn må se langt efter fagligt uddannet personale. Ledelsen har intet andet valg end at ty til lappeløsninger, hvor man flytter personale internt til de hårdest ramte steder. Det har vi senest set i Hobbitten, Kokkedalens “satellit-afdeling” med før-skolebørn, som nu har fået stillet to medarbejdere fra Elmedalen til rådighed. En tiltrængt tilførsel af uddannet personale, men som nu efterlader Elmedalen uden nødvendige faglige ressourcer til deres børn. Eller som når man vil inddrage dagplejernes legestue til at huse vuggestuebørn, men som så efterlader dagplejerne uden deres faste mødested, som de bruger tre dage om ugen.

Det er midlertidige løsninger, som kommer alt for sent, især set i lyset af, at kommunen selv har beskrevet i sine prognoser, at der i 2026 vil være 385 børn i alderen 0-5 år. Det er 38 flere end i 2025! 

Man må formode og ikke mindst forvente, at med alle de boligbyggerier kommunen godkender, og det store generationsskifte, der lige nu er i Lynge, at behovet for pasning og institutionspladser vil være stærkt stigende de kommende år. 

  • Hvor skal alle de børn være? 
  • Hvem skal sikre, at personalet har gode arbejdsvilkår?
  • Hvem bliver de næste, hvis vilkår bliver forringet, hvis kommunen ikke stopper med at sende flere børn ind i overbelastede rammer? 
  • Hvor mange flere børn skal der til før I åbner en ekstra institution?!

Vi opfordrer jer politikere til at bruge forældre som sparringspartnere i stedet for at ansætte eksterne konsulenter, som hverken kender vores børn, personale eller Lynge. Vi vil gerne stille op for vores børn og lokalsamfund, og indgå i dialog med jer politikere.

På vegne af Lynges børn og vores medunderskrivere: 

Vi vil se den langsigtede plan for Lynges børn og en massiv indsats for at rette op på vilkårene nu!

Forældre varsler protester – har fået nok af børn i mistrivsel og manglende pasning – Sjællandske Nyheder

Løsningforslag: 

  • Lav et forældreforum, for forældre der vil bidrage med gode ideer og indsigter fra det virkelige familieliv i Lynge. 
  • Find pengene til at bygge en ny institution - den kan fyldes op på ingen tid.
  • Bedre/stærkere jobopslag - de kommunale jobopslag ligner alle sammen hinanden. Sælg stillingerne bedre! Vi har fantastisk natur, udearealer, steder at tage på tur osv., som kan være med til at gøre hverdagen langt sjovere som pædagog.
  • Besøg pædagoguddannelsen i Hillerød og hold et oplæg om mulighederne i Lynge/Allerød.
  • Prioriter finansiering til højere lønninger, da personale kan have transportudfordringer ift at komme til Lynge. Så man må gøre stillingerne mere attraktivt at tage her i Lynge med bedre løn. (landsbytillæg)
  • Gør det nemmere og mere attraktivt at være privat dagplejer - fjern mange af de overflødige regler, der gør det unødvendigt besværligt at være privat dagplejer.
  • Frederiksberg Kommune om de ikke er interesserede i at AK kan tilbagekøbe Baunehøj, som de solgte til dem tilbage i 2009.
  • Starte en naturgruppe (det er gjort før i Birkerød)
  • Giv tilskud til hjemmepasning udover 1 år 
  • Åbn institution i Vassingerødvej 141 (som er til salg) boligen rummer: Industrikøkken, 4 toiletter, 264kvm bolig, 1.970 kvm grund, parkeringsmuligheder, tæt på skov, overdækket terrasse, og nem adgang til offentlig transport og motorvejen derfra.  
  • Undersøg om der er mulighed for at leje sig ind i spejderhytten mellem Lynge Hallen og Maglebjerg Skolen. 
  • Åben mulighederne for at godkende en privat institution.

Ann Kristensen, Sofia Christiansen, Katja Hjertoft, Cathrine Troldtoft, Mille Henriksen    Kontakt forfatteren af dette andragende

Underskriv denne indsamling

Ved at underskrive accepterer jeg, at Ann Kristensen, Sofia Christiansen, Katja Hjertoft, Cathrine Troldtoft, Mille Henriksen vil kunne se alle de informationer jeg angiver på denne formular.

Vi viser ikke dit postnummer offentligt online.


Vi skal kontrollere, at du er et menneske.

Jeg giver samtykke til behandling af de oplysninger jeg angiver i denne formular, til følgende formål:




Betalt Annoncering

Skrivunder.net vil annoncere denne underskriftindsamling over for 3000 personer.

Lær mere...