Støtteerklæring for HDP parlamentsmedlem Leyla Güven

leyla(2).jpgStøtteerklæring for Leyla Güven

Det fængslede kvindelige parlamentsmedlem for det venstreorienterede HDP i Tyrkiet, Leyla Güven, indledte den 7. november 2018 en sultestrejke på ubestemt tid. I skrivende stund er der gået 102 dage, siden hun indledte sultestrejken og hendes helbredsmæssige tilstand forværres dagligt. Med denne erklæring opfordrer jeg alle demokratiske kræfter til at agere ansvarligt og kræve af det tyrkiske regime, at det imødekommer Leylas overordnede krav om en fair rettergang for de politiske fanger i Tyrkiet.

 

Leyla Güven har været fængslet siden den 31. januar 2018 på grund af hendes kritik af den tyrkiske invasion af det kurdiske område Afrin i det nordlige Syrien. For dét står hun til at få op til 31 år og seks måneders fængsel. Leyla blev ved det seneste parlamentsvalg den 24. juni 2018 valgt som parlamentsmedlem for den kurdiske by Hakkari/Colemerg. Hun er desværre kun én af de mange folkevalgte, der sidder i tyrkiske fængsler.

Leyla Güvens blå bog:

Leyla Güven er i dag 54 år med rødder i en kurdisk familie fra Cihanbeyli, som ligger inden for grænserne for provinsbyen Konya. Ved sidste parlamentsvalg den 24. juni 2018 blev Leyla valgt som parlamentsmedlem for den kurdiske by Hakkari for partiet HDP (Folkenes Demokratiske Parti), mens hun var fængslet. Ved parlamentsvalget den 7. juni 2015 blev hun valgt fra byen Urfa.

Før den igangværende fængsling sad Leyla Güven også i fængsel i perioden fra den 24. december 2009 til juli 2014. Denne 5-årige fængsling var et resultat af masseanholdelser af kurdiske politikere under navnet KCK-operation. Først et år efter fængslingen blev hun stillet for en dommer i oktober 2010 og løsladt fire år senere.

Leyla har altid været politisk aktiv og var en af dem, der tilbage 1994 stod for etablering af den lokale afdeling af det pro-kurdiske parti HADEP i den overvejende konservative by Konya. Dette parti blev senere lukket af de tyrkiske myndigheder i 2003. I år 2000 blev Leyla Güven anholdt under en HADEP-demonstration. I 2006 kom hun igen i konflikt med tyrkiske magthavere, da hun valgte at være medunderskriver af en erklæring til støtte for ROJ TV, som blev sendt til den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Leyla har også besøgt Danmark et par gange, sidste gang tilbage i 2016, hvor hun bl.a. deltog i Enhedslistens årsmøde i København.


Støtteerklæring for Leyla Güven    Kontakt forfatteren af dette andragende