Stop lukningen af Café Vigør for psykisk sårbare i Nordvest

Københavns kommune vil lukke Café Vigør i Københavns Nordvest. Café Vigør på Tomgårdsvej 35 er et aktivitets- og samværstilbud og arbejdsplads med fokus på rehabilitering, fællesskab og arbejdsglæde. Caféen serverer hjemmelavet økologisk mad, friskbagt brød, kage og økologisk kaffe.   

Café Vigør er et af de sidste samværssteder, hvor alle kan købe et sundt og nærende måltid mad til overkommelige priser eller bare nyde en kop kaffe. De frivillige og folk i jobprøvning får selvtillid, succesoplevelser og erhvervserfaring gennem arbejdsfællesskab, ansvar overfor hinanden og driften af caféen.   

En lukning af caféen vil betyde, at mange af de psykisk sårbare vil ryge tilbage i isolation, som vil forværre deres i forvejen skrøbelige situation og for fleres vedkommende sandsynligvis resultere i indlæggelser. En lukning vil også betyde tab af en håndfuld gode arbejdspladser i et område, der virkelig har brug for jobs.

Beslutningen er ikke endeligt taget endnu, så hjælp os med at bevare Café Vigør. Skriv under, og vær med til at redde en café, der kun koster småpenge i kommunens budget på ca. 50 milliarder kr., men som betyder rigtig meget for os. På forhånd tak for støtten.

 

 

Red Café Vigør-gruppen ved Katrine Andersen    Kontakt forfatteren af dette andragende

Facebook