Min familie skal blive i Danmark

Jeg vil gerne fortælle jer om min historie. Håber I har lyst til at få et indblik i vores verden, der dagligt er fyldt med frygt.

Jeg er en ung kvinde på 21 år, som studerer til social- og sundhedshjælper til daglig. Jeg vil starte med at fortælle, at jeg til dagligt går rundt med en ubeskrivelig frygt og smerte 24 timer i døgnet.
Min kæreste er 23 år. Han kom sammen med sin mor og storebror til Danmark i 2001, da han var ni år gammel.

Jeg var kun 13 år og gik i 8. klasse, da jeg fik kontakt med min kæreste gennem en veninde. Da vi havde skrevet sammen gennem seks måneder, besluttede vi os for at møde hinanden. Han fortalte, at han boede på et asylcenter, men dette vidste jeg ikke rigtig noget om dengang. Første aften da jeg mødte ham på asylcentret, blev jeg meget chokeret. Han boede i et værelse med sin mor og storebror, værelset har cirka været på 12 kvadratmeter, og der stod tre stålsenge og et tv. Efter dette møde var jeg fuldstændig lamslået. Da min kæreste og jeg begyndte at se mere til hinanden, fik jeg øjnene op for, hvilke forfærdeligt liv han har. Han var deprimeret og var dengang en dreng på 15 år, som havde boet i Danmark i seks år uden at måtte gå i skole og blive integreret i det danske samfund.

Min kæreste har en medført hjerneskade, som opstod under hans fødsel pga. iltmangel. Dette gør, at Han ikke er perfekt til at læse og skrive dansk. Men han forstår og taler det danske sprog godt! Han har aldrig lært at tale eller skrive persisk (farsi), men taler kurdisk, da hans mor er feyli-kurder.
Han vil således være ringere stillet i Iran end i Danmark pga. den sproglige barriere, og han vil pga. sit etniske tilhørsforhold i kombination med sit mentale handicap være i en særdeles udsat position, hvis han tilbagesendes til Iran. Han har ikke samme evne som andre til at forstå situationer og kunne reflektere. Jeg hjalp ham meget, så han kunne lære at skrive og læse dansk.
min kæreste, har det meget svært i sin dagligdag. Han har koncentrationsbesvær, problemer med at løse problemer og strukturere sin dagligdag. I nogle perioder er han mistroisk, og han er angst og usikker omkring mange ting i sin dagligdag.

Min familie og jeg er almindelige kristne, og min kæreste har siden han begyndte at være sammen med mig været en del af os og vores tro. Han blev tiltalt af det mere personlige gudsforhold i kristendommen sammenlignet med, hvad han opfatter som den totalitære og brutale side af islam. Her tænker jeg på det iranske præstestyre, hvor grove menneskerettighedskrænkelser er en del af dagligdagen. Han har fået sit kendskab til kristendommen og sin kristne tro gennem mundtlige beretninger fra mig og min familie samt fra undervisningsfilm.

Det personlige gudsforhold, hans kraftige afstandtagen fra det iranske præstestyres menneskerettigheds-krænkelser samt fornemmelsen af i sin kristne tro at føle sig ligeværdig på trods af et medfødt handicap er gennem en årrække hos ham blevet til et stærkt ønske om at konvertere og lade sig døbe ind i kristendommen, så snart dette er muligt.
Han kan risikere at få dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i Iran for at konvertere fra islam til kristendommen.

Vi har nu været sammen i otte år, og vi giver ikke op. Vi kæmper videre, så han kan få lov til at blive i Danmark – det land han kender og er vokset op i! Vi tager en dag af gangen, men det er svært, når vi lever et liv med frygt og angst for, at Han skal sendes tilbage til et land, han ikke kender, men kun har hørt beretninger om. Det tager hårdt på os psykisk, vi elsker hinanden utroligt højt og vil ikke miste hinanden.

Jeg sidder her i min egen vrede og kan simpelthen ikke forstå, hvor Min kæreste er henne i dette system. Hvordan kan man behandle LEVENDE mennesker på denne måde? Hvordan kan han blive integreret i det danske samfund, når der ingenting sker! Han har ikke gået i skole i 14 år, han sidder hjemme hver dag og er meget deprimeret. Han har mange selvmordstanker, han har skåret hele sin venstre arm op med en nøgle. Han fortæller, at det er en smerte i hjertet.

Som han selv beretter: Jeg er en ung mand på 23 år, som gerne vil have et stabilt og normalt liv som alle andre har på min alder. Jeg er kommet til Danmark i 2001 sammen med min mor og storebror. Dengang var vi kun små uskyldige børn på 9-12 år og vidste ikke bedre. Jeg har boet på mange forskellige asylcentre, hvor jeg ikke kunne få lov til at vokse normalt op som andre børn på min alder. Jeg har ikke haft den samme barndomsopvækst og ungdom med tryghed som andre, da jeg har levet i frygt for, hvad der skal ske med mig. Jeg har ikke gået i skole, så jeg kunne lære at skrive, stave og læse som andre børn, så jeg kan få mig en uddannelse og få mig et godt arbejde, som jeg altid har drømt om.

Nu er jeg en voksen mand, der er vokset op i det danske samfund. Mit land er Danmark, og det må ingen tage fra mig. Jeg føler mig mere dansk end noget andet. Jeg vil gerne vise, at jeg duer til noget, vil gerne have arbejde og få en lille kernefamilie. Jeg har en dansk kæreste/forlovede; vi har været sammen i otte år, og jeg kan ikke forestille mig noget værre end at blive taget væk herfra.

Første år, vi boede i Danmark, fik min mor afslag på asyl. Nu sidder vi her samme sted 14 år efter og råber om hjælp. Jeg startede med at gå til psykolog som 11-12-årig. Jeg har mange gange prøvet på at begå selvmord. Første gang var jeg 12år. Året derefter har jeg skåret hele min venstre arm op. Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg har gået en masse ting igennem, som andre ikke har oplevet og kan forestille sig.

Jeg kan ikke klare mere pres, hvis der ikke snart sker et mirakel, er mit liv FORBI!

Jeg sidder og ser i fjernsynet, at en lille pige som Im har fået lov til at komme tilbage til Danmark og får lov til fortsat at bo heroppe. Men med mig, som der er sket så mange ting med, sker der bare ikke en skid. Hvorfor er det ikke mig, der får lov til at blive her i Danmark, så jeg kan starte mit liv ordentlig og ikke skal frygte hver dag, at jeg nu skal sendes hjem.
Er der overhovedet ingen, der vil hjælpe mig?