Opråb af Lærke Reddersen

 

 

 O P R Å B

Af Lærke Reddersen


På baggrund af en Facebook-gruppe der blev startet i efteråret 2017, og efter blot få uger fik over 1000 medlemmer, har jeg skrevet dette opråb.


Kvinder fra alle faggrupper i dansk film, TV og teater har i gruppen delt oplevelser
om krænkelser, vold og overgreb fra barndom til arbejdsliv og i det offentlige
rum, delt holdninger og analyser, diskuteret, været enige og uenige.
Ved afgivelse af vidnesbyrd har hver eneste kvinde været med til at give en
fornemmelse af, hvor udbredt disse erfaringer er, og det har været rystende
at høre, hvad det har betydet for den enkelte kvindelige scenekunstner, at
overgreb fra mænd i hendes nærhed, er - eller har været - så fast en bestanddel
af hendes liv.


#MeToo bevægelsen 2017 har vist hele verden, at det ikke er så slemt, som
vi troede; det er meget, meget værre.
Kvinder er igennem århundreder blevet udråbt som hysteriske, overfølsomme,
hævngerrige eller løgnagtige, når vi har talt om mænds overgreb. Vi har
mødt bebrejdelser eller “victim-blaming”, når vi har oplevet grænseoverskridende
adfærd. Vi har følt skyld og skam, når vi har fundet os i overgreb for at
beskytte vores karrieremuligheder og økonomi. Vi er blevet beskyldt for konspirationsteorier og udsat for hersketeknikker i form af latterliggørelse, degradering
eller fortielse. Mange gange har vi selv holdt kæft, fordi det virkede
som det nemmeste, det mest sikre, det mest skånsomme, i situationer, der i
forvejen var sårbare.
Men nu er det slut.

Nu stopper stilheden.

Med vores bidrag til #MeToo bevægelsen,  ønsker vi at pege
på at undertrykkelser, overgreb og krænkelser er et strukturelt problem i vores
brancher. Normalt kaldes det ‘voldtægtskultur’, det lyder bare mere uspiseligt
end #metoo. Det handler ikke om at sidestille uønskede seksualiserede
bemærkninger eller berøringer med fuldbyrdet voldtægt, men om at belyse,
at krænkelser på ethvert niveau er ‘i familie’ med hinanden. Den stiltiende
accept og normalisering af en kulturel praksis, hvor nogle personer har ret til
at overskride andres grænser, kan som yderste konsekvens ende i grænseoverskridende
adfærd, med voldtægt eller det, der er værre.

Da en stor rapport fra EU’s agentur for fundamentale rettigheder (FRA) i 2014
viste, at danske kvinder er EU’s mest udsatte for sexchikane og kønsrelateret
vold på arbejdet eller i hjemmet, blev rapporten bagatelliseret i dagspressen
såvel som internt i brancherne. Siden gik rapporten i ‘Glemmebogen’ uden
at udløse politiske initiativer.
Med den verdensomspændende #MeToo bevægelse, handler kvinder kollektivt
og træder nu frem som aktører. Vi vil ikke inkluderes i den sexistiske kultur,
der råder. Vi vil praktisere solidaritet som politisk magt.

Med dette tiltag vil vi opfordre til, at alle scenekunstens udøvere og institutioner
i fremtiden vil medvirke til at stoppe denne krænkelseskultur ved at:

1. Udarbejde ‘code of conducts’ på alle vore arbejdspladser.
2. Inddrage ekspertviden om, hvordan man forebygger, forhindrer og håndterer
sexchikane.
3. Identificere værktøjer, som kan bruges af arbejdsgivere og af dem, der
oplever at blive krænket (herunder: hvad gør jeg, hvis jeg oplever sexchikane,
som ikke er af en karakter, der kræver politianmeldelse/inddragelse
af arbejdstilsynet).
4. Undlade at ansætte, beskytte og tjene penge på de mænd, der overgriber.
5. Indføre nultolerance overfor seksuelle overgreb.
6. Stille de ansvarlige til ansvar for deres handlinger og lade retsvæsenet
gøre deres arbejde, når der er grund til det.
7. Lægge skammen, der hvor den hører hjemme - hos overgriberen og
dem, der beskytter ham.

Vi ønsker, at mænd, som udsætter kvinder for seksuel vold og overgreb bliver
stoppet, og at mænd, som lader det ske, vågner op og udviser solidaritet
med kvinder, der bliver krænket. Homosocialiteten har nået sin smertegrænse.
Vi har levet med en samfundskontrakt, hvor kvinder skal være tilgængelige
for mænd.

Det er slut nu.

NU stopper stilheden.