KLART NEJ TIL BORINGER EFTER SKIFER-GAS I NORDJYLLAND

Skifergas er en form for naturgas, der på trods af sit navn er et klimaskadeligt fossilt brændsel. Prøveboringerne skal vise, om der er gas nok i skiferlagene til, at det er økonomisk rentabelt for de to selskaber at udvinde skifergas af den danske undergrund.

Selve udvindingen af skifergas sker med den stærkt omdiskuterede metode hydraulisk frakturering. Flere undersøgelser har vist, at denne udvindingsmetode medfører så store udslip af metan, at det samlede udslip af drivhusgasser ved forbrænding af skifergas er højere end ved forbrænding af kul.

Derudover kræver metoden enorme mængder af vand, der i processen bliver forurenet med kemikalier. En del af det forurenede vand efterlades i undergrunden, mens den del, der pumpes op igen, efterfølgende skal deponeres. Samtidig medfører metoden risiko for grundvandsforurening, hvilket i Danmark vil betyde forurening af vores eneste kilde til drikkevand.

Fremtidens energi skal komme fra sol og vind, ikke fra flere fossile brændsler. Derfor bør alle planer om boring efter skifergas i Danmark stoppes.

Nej til prøveboringer i Frederikshavn Kommune, nej til udvinding af skifergas i Danmark.