Der er mange fine eksempler på velintegrede asyansøgere i det danske samfund. Så hvem siger at det behøver at gå som det går i Sverige?

Desuden kan asylansøgere også være med til at skabe nye arbejdspladser.

#11: - Hvem siger det behøver at ende som i Sverige 

 over 70% af de danske fængsler er fyldt med alt andet fremavl end dansk... 
De vil ingenting.
De kan ingenting.
De skal bare væk. 

Den svenske blogger Linda Edenström er rasende. Hun beretter følgende:

Hendes 12-årige søn skulle til fødselsdag hos en klassekammerat. Pigen bor i Husby, en indvandrertæt forstad til Stockholm.

Han blev ifølge moderen passet op af en gruppe drenge, der sagde: ”Hej svenne (et øgenavn, som indvandrere bruger om svenskere). Stop! Du hører ikke hjemme her. Vi skal lige kontrollere dig.”

Hele syv drenge samlede sig og pressede ham op mod en mur. De spurgte ham, om hans mor stemmer på Sverigedemokraterne, om hvad han lavede dér, og om han havde en mobil.

Så gav de ham tæsk, skriver hun, blandt andet med slag i ansigtet. Sønnen kom stærkt rystet hjem og berettede om, hvad han havde oplevet.

Linda Edenströms fremstilling kan ikke bevises. I princippet kan hun have opfundet det hele.

Det virker dog ikke som det mest sandsynlige. Beretningen om sønnens oplevelse passer med erfaringer fra Sverige og en række andre lande, hvor visse ghettoområder har udviklet sig til såkaldte no go zoner kontrolleret af indvandrere.

Jo større og stærkere parallelsamfundene er, jo mere kan man opleve dette fænomen. Udover Sverige er Frankrig, Tyskland og Storbritannien markante eksempler.

”Integrationskatastrofen”

Næsten samtidig med Linda Edenströms vredesudbrud blev der i Sverige offentliggjort et blogindlæg fra en helt anden kant.

Det hed ”Integrationskatastrofen” og var skrevet af den fremtrædende virksomhedsleder, forsker og samfundsdebattør Lars Bern.

Bern beretter om et møde med deltagelse af centrale meningsdannere og politiske skribenter. I forlængelse af dette møde slår han fast, at syv af Riksdagens otte partier har kollektiv berøringsangst i forhold til indvandringen.

Det ”begynder at blive til alvorlig skade for det svenske demokrati,” skriver han.

Han føjer til, at det eneste parti, som debatterer disse spørgsmål, er Sverigedemokraterne, ”som er udsat for en så rå hadekampagne fra andre partier og i de gamle etablerede medier, at partiets leder må sygemelde sig”.

Jeg må spørge mig selv, hvordan politikere og journalister, som bryster sig af at være demokrater og humanister, kan opføre sig, som de gør, hedder det.

Bern henviser til elitens tale om ”åbne hjerter” og giver det følgende spidse kommentar med på vejen: Vores politikere optræder på ingen måde selv med åbne hjerter. De bosætter sig stærkt segregeret (for sig selv) og undviger regelmæssigt indvandrere som naboer.

Samme bekymring

Lars Bern udtaler sin frygt for, at Sverige er ved at gå i stykker. Et land, hvor folk lever i hver deres verden.

Linda Edström og Lars Berns blogindlæg er meget forskellige. Han fører en overordnet samfundsdebat. Hun skriver ud fra en yderst ubehagelig personlig erfaring for hendes søn.

Men grundlæggende giver de udtryk for den samme bekymring.