Bevar specialafdeling nord for Limfjorden

Michael Madsen

/ #6

2016-10-04 09:30

Nedenstående læserbrev er sendt til NORDJYSKE d. 25 september, men de har stadigt ikke fundet plads til det, åbenbart.

 

Artiklen d. 25 september, " Emilies skoledag i høring ", burde give byrådspolitikerne røde ører. For med planerne om lukning af Løvvangskolen, vil de samtidigt sende børn fra specialklasser ud på en længere daglig køretur, over Limfjorden til Vester Mariendal Skole

I sig selv vil det skade området ved Løvvangskolen hvis den lukkes. Men at sætte 50 børn fra specialklasser for børn med massive indlæringsproblemer i udsigt at de skal have en daglig skoledag på op til 11,5 timer, er ganske enkelt uansvarligt, og vil formentligt skade dem endnu mere.

Det må være muligt, at renovere i alt fald nogle lokaler på Løvvangskolen til denne elevgruppe, ind til der evnt. er bygget en ny skole i Nørresundby med plads til dem, eller nye lokaler i forbindelse med en anden skole nord for fjorden.

Det kan ikke være rigtigt, at en storkommune som Aalborg, ikke har råd til at have plads til specialklasser for børn som af den ene eller anden grund ikke kan være med i de almindelige klasser. Vi skal have råd, til at visse dem og deres familier dette hensyn.

For mig viser dette endnu en gang den kedelige måde politikerne ser på deres plejekrævende medmennesker. De ser blot på økonomien, og afgør så, at såvel børn i specialklasser som ældre plejekrævende, har bedst af at være samlet på et stort sted, uanset, at det er langt fra deres hjem og familie. Deri er jeg ganske uenig med dem.

Medlem af Fjordlisten

Michael Madsen