stopdimensioneringen

#25: -  

 Det er et generelt problem, at vores uddannelses- og forskningsministre i de sidste mange år ikke har haft forstand på hvordan uddannelses- og forskningssektoren rent faktisk fungerer. Man kan håbe, at fremtidige regeringer vil tænke sig lidt mere om med hensyn til hvem, der er minister for hvad. Egentligt burde der være et eller andet lovmæssigt krav om, at man skal have beskæftiget sig med det, man bliver minister for.

Det er ikke første gang, der foretages store beslutninger på skingert grundlag. Jeg er af den holdning, at der skal være plads til uenighed, plads til beslutninger, der ikke falder i alles smag osv. Det, der er humlen i denne sag er dog, at der ikke blot er særdeles velbegrundet uenighed og bekymring, men at regeringen nonchallerer befolkningen, når den ikke tager kritik til efterretning eller i det mindste anerkender og bemøder den. En forudsætning for, at vi kan fungere i et demokratisk samfund, er, at der værnes om den offentlige debat. Resultatet er ellers en ekstrem frustration og afmagt. Og desuden lider resultatet kvalitetsmæssigt, hvilket regeringen gentagende gange har vist. Hvis man skal begå en fejl, kan man i det mindste vise respekt over for sine ofre (i dette tilfælde Danmark som helhed)!

#27: - Re:  

 Måske er det at stramme den. Men man kan i det mindste have den legitime forventning, at en minister ikke gennemtrumfer så fundamentale reformer som hastebeslutninger uden at vise interesse i seriøst at vurdere argumenterne for og imod. Politik handler i grunden, som det ser ud i Danmark, om at finde passende midler til at opnå acceptable og ønskværdige mål. Hvis et kor af kompetente mennesker giver uddybende begrundelser for synspunktet, at midlet skader mere end målet, så går kalkylen simpelthen ikke op. Det er grundlæggende rationel hæderlighed, at man så sikrer sig, at ens kritiker ikke har ret. Og det er grundlæggende medmenneskelig hæderlighed, at man viser den omtanke, at man i det mindste lader de, vis interesser man blandt andet skal tjene, indgå i en diskussion. Og så er det almindelig demokratisk hederlighed, at man ikke udviser sådan en grad af arrogance og elitisme, der ligger bag udelukkelsen af kritiske input. For ingen siger, kritikerne med nødvendighed har ret. Men når de nu en gang har kritiseret specifikke punkter og metodologiske greb, så er det ikke nok, at man i stilhed finder kritikken harmløs. Som minister og folkevalgt skal sådan en overbevisning ikke kun luftes, men gøres forståelig. Alt andet er hybris! Det ligger desværre i tiden, at der ikke er plads til den slags. Måske skal folk lære det på den hårde måde.