Børnepengene skal IKKE deles. Det rammer barnet.

I den misfortåede ligestillings navn vil Mai Mercado (K) tvinge skilte forældre til at dele børnepengene, som hidtil har fulgt moren, der i forvejen, i mange tilfælde, er trængt som enlig forsørger.

Med Karsten Lauritsens (V) udtalelse "Der har heller ikke altid været så meget fokus på at sikre mænds rettigheder, og det gør vi så også med dette forslag" (say what?), står det klart, at det handler om mandens tarv. IKKE børnenes. De stakkels fædre fremstilles igen som ofre. Og endnu en gang bliver børnene tabere i det store skilsmissehelvede. Fordi det vil ødelægge bopælsforælderens økonomi, hvis denne i forvejen har en lav indtægt. Han siger jo direkte, at det ikke er for BARNETS skyld, men for FARENS. 

Så hvordan skulle dette udspil gøre barnets liv bedre eller nemmere? 

At ændre en lov for at ligestille forældre, men mest af alt tilgodse de stakkels fædre, er ganske enkelt helt ude i hampen og perverst. Forståelsen af begrebet ligestilling er hentet i fantasiens verden. Man kan IKKE sidestille en mor og en far. De er lige meget VÆRD. De er ikke ENS og bliver det aldrig.                                                                    Fra naturens side er vi skabt forskelligt, og den livsnødvendige tilknytning mellem mor og barn, som etableres fra den første kontakt, er noget faren kan misunde eller hylde.

Et barn RET til to forældre. Det har også RET til ubegrænset kærlighed, et trygt liv, et fast base. Det har intet med økonomi at gøre.

Fædre bliver i dén grad tilgodeset i skilsmissesystemet, idet de uanset forælderkompetencer (eller mangel på samme) og frygtelige gerninger tilkendes samvær med børn. Børnene har RET til samvær, ikke pligt. Men reelt er barnets rettigheder ikke meget værd, når de stilles over for farens rettigheder.

Stridspunkterne i skilsmisser handler om samvær, bopæl, forældremyndighed og børnebidrag. Børnepenge er ikke et stridspunkt, idet det ikke er noget, forældrene selv styrer eller skal blive enige om. Derimod giver børnebidrag anledning til mange konflikter, fordi samværsforælderen (og ja, meget ofte er det en mand) ikke ønsker at betale til sit afkom.

Hvis et barn er på samvær to-tre dage ud af en måned, eller man kører en 10/4- eller 9/5-ordning, så er det stadig bopælsforælderen, der står med ansvaret og afholder alle udgifter.                                                                                                                Hvis pengene skal deles, vil det kun skabe endnu flere konflikter, idet forældre, som ikke kan samarbejde, nu tvinges til det. De har i manges tilfælde allerede været igennem møllen i Statsforvaltningen, som konstaterer, at de ikke kan samarbejde. Og når de så ikke kan blive enige, skal andre instanster hjælpe (tid og penge for staten). Men værre er dog de menneskelige omkostninger for børn og voksne. 
Børnene taber igen, fordi nogle voksne ved blanke skriveborde ikke kender børnenes virkelighed. De har for travlt med at promovere fædre, og det handler mere om status og magt pakket ind i flotte ord som "ligestilling", end om barnets tarv. Barnets tarv er faktisk ligegyldigt her.
 

Dét er virkeligheden.