BEVAR træerne ved spejlbassinet i Brostræde
Spejlbassinet og det omkringliggende landskab er blevet til i samarbejde med en bred beboergruppe på Holbæk havn der bestod af repræsentanter fra hele Havnefronten. Projektet stod færdigt i november 2024 til stor glæde for alle brugere af området.
Beplantningen i området er valgt ud fra specifikke ønsker fra beboergruppen, samt hensyntagen til de omkringliggende lejligheder, der ikke skulle miste udsyn.
I den gældende lokalplan for området står beskrevet, at der kun kan plantes træer af typen Lind på Brostræde. Det vil kræve en dispensation fra lokalplanen at beholde de plantede træer.
Lokalplanen blev udviklet med henblik på, at der i sin tid skulle etableres kanaler med Lindetræer i Brostræde. Der er i mellemtiden kommet en revision af lokalplanen der muliggør spejlbassin fremfor kanaler. I denne revision er der ikke taget højde for hvilken gene Lindetræer vil udgøre for spejlbassinet ift. blade der tilstopper bassinet.
På baggrund af en beboerklage er det nu blevet besluttet at træerne omkring spejlbassinet skal fjernes.
Projektet lever ikke op til den forældede lokalplanen, men til gengæld er den fuldt ud i tråd med kommuneplanen og kommunens arkitekturpolitik, hvor der bl.a. tales om at begrønne de meget befæstede arealer på fx Holbæk havn, samt plante flere træer.
I udviklingsplanen for Holbæk kommune står der bl.a.:
”En strategi for biodiversitet og tilhørende driftsplan bør skrue op for det grønne, og udviklingsplanen bør sikre, at der plantes mindst 30 nye træer hvert år de næste 10 år.”
Og i den nye Arkitekturpolitik for Holbæk kommune står der:
”Især i bymidten, hvor befæstelsesgraden er høj på veje, pladser og tage, kan grønne områder med træer skabe skygge og bidrage til reduktion af temperaturen i de varme sommermåneder. Høje befæstelsesgrader bidrager også til, at store mængder vand ikke kan trænge ned i jorden ved regnskyl. Derfor bør man optimere byrummene, således at regnvandet kan håndteres på overfladen.”
Landskabet og spejlbassinet er opført med donationer fra mange forskellige instanser, alle på baggrund af projekt som det står opført nu, inklusiv træer og den forskønnelse de bringer til området. At fjerne træerne vil være manglende respekt for de generøse donorers penge og gøre at projektet ikke længere er det, de har valgt at donere penge til.
Såfremt det ikke lykkedes at bevare de eksisterende træer langs spejlbassinet, er alternativet at der plantes Lindetræer. Der vil være meromkostning i at omplante og erstatte træerne.
Skriv under nu hvis I ønsker at bevare træerne i Brostræde.
Fernando Christian Riese-Nielsen Kontakt forfatteren af dette andragende