Bevar Skovbo - og diversiteten i Københavns børnehavetilbud

Som forældre til børn i den yderst velfungerende og populære udflytterbørnehave Skovbo blev vi indkaldt til ekstraordinært forældremøde d. 14.11.16 under dagsordenen "Kapacitetsudvidelse i det nye Sydhavnen". Dette positive ord dækkede desværre over en omstrukturering med store forringelser, hvilket efterlod forældregruppen frustrerede, utrygge og bekymrede for vores børns dagligdag.

I korte træk omhandler beslutningen følgende: Udflytterbørnehaven Skovbo overgår til en børnehave i Valby, og dens 56 børn skal flyttes til Ryvang 2 ved Hellerup, hvilket er mere end en fordobling af busturens længde hver vej (til Skovbo ca 20 minutter, til Ryvang ca 50 min). Den lille institution vi aktivt har valgt bliver til en stor børnehave med 175 børn.

Beslutningen er af forvaltningen truffet indenfor en uge, hvilket tyder på noget af en "hovsa-løsning". Det har været utrolig dårlig forvaltningsskik, da ingen andre alternativer er blevet overvejet, ej heller er hverken personale eller forældre blevet hørt. Ydermere kan forvaltningen ikke stille nogle garantier for, at vores børn ikke skal flyttes igen om et par år, da Ryvang 2 oprindeligt er bygget til børn i andre optageområder.

Som det er nu fungerer Skovbo upåklageligt med glade børn, glade forældre og fantastisk personale. Hvorfor ændre det? IF IT AIN'T BROKE DON'T FIX IT!

Vi er overbeviste om, at forvaltningen er ved at begå en stor fejl med uheldige konsekvenser for de små, derfor beder vi om din hjælp så vi kan nå ud til politikerne med vores budskab. Skriv under her på siden, og følg med på Facebook "Bevar Skovbo - og diversiteten i Københavns børnehavetilbud".

På forhånd tak.


Maria Tang Paulsen / forældregruppen i Skovbo    Kontakt forfatteren af dette andragende