Bevar Hovedgård Svømmesal og Friluftsbad

Bevar Hovedgård Friluftsbad og Svømmesal

Hovedgård Friluftsbad og Svømmesal er fortsat lukningstruet. I 2018 beslutter politikerne i Horsens Kommune, om de ønsker at renovere eller nybygge vores svømmefaciliteter i Hovedgård. Hvis ikke, så river de det hele ned.

Det må ikke ske!

Vi har brug for din støtte og opbakning til, at dette ikke sker. Hjælp os med at sikre, at Hovedgård fortsat er et attraktivt sted at flytte til, med mange gode fritidsaktiviteter, ved at underskrive denne indsamling til bevarelse af Hovedgård Friluftsbad og Svømmesal.

Vi overrækker underskrifterne til kommunalpolitikerne på vælgermødet i Hovedgård Skoles festsal d. 1. november 2017 kl. 19.00

Det er vigtigt, særligt i en kommunalvalgstid, at vi holder vores politikere op på deres løfter og hensigtserklæringer.

 

 Hvad mister Hovedgård og omegn ved lukning af vores svømmefaciliteter?  

Friluftsbadet:

  • Gør Hovedgård unik - eneste friluftsbad i kommunen uden for Horsens by
  • Byens sociale samlingspunkt om sommeren - børn og unge mødes, leger og knytter nye venskaber på tværs af alder og køn.
  • Eneste fritidstilbud i Hovedgård, som løber over hele sommeren - og det er godt besøgt
  • Et sundt tilbud til byens børn og unge - de hænger ikke ud andre og mindre hensigtsmæssige steder

Svømmesalen:

Benyttes i dagtimerne af Hovedgård Skole

  • Alle børn på Hovedgård Skole modtager rigtig svømmeundervisning - ikke “tørsvømning” – i skoletiden.
  • Hurtig og nem adgang til svømmeundervisning for vores skolebørn
  • Ingen spildtid på transport til Horsens - det giver mere tid i vandet
  • Et aktivitetstilbud til børnene i skolens SFO
     

Benyttes om eftermiddagen/aftenen (sept.-marts) af Hovedgård IF Svømmeklub

  • Et af de mest benyttede fritidstilbud i byen (250 medlemmer)
  • Børn og unges mulighed for lokalt at lære at svømme og udvikle sig som svømmere (hold for begyndere, letøvede, øvede og supersvømmere)
  • Voksne og ældres mulighed for motion og skånsom træning i vand + brug af sauna (pensionistsvømning, frisvømning, aquafitness, ryg & motionshold)
  • Svømmesalen som socialt mødested - både børn, unge, voksne og ældre benytter det for at mødes og lære andre at kende - i et lokalt miljø
  • Gratis adgang for alle 12 lørdage i vintersæsonen

 

 Benyttes i weekenden af Svømmeskolen Boblen

  • Tilbyder svømmeundervisning til børn med ADHD, autisme og andre særlige behov
  • Småt er godt - størrelsen på vores svømmesal er ideel til den målgruppe
  • Opfylder børnenes behov for trygge og overskuelige rammer
  • Ingen indblanden fra andre badegæster
  • Svømmetilbuddet til den målgruppe findes ikke andetsteds i kommunen
     

En lukning af svømmefaciliteterne i Hovedgård er ikke kun et lokalt anliggende. Svømmeskolen Boblen trækker medlemmer fra hele kommunen. 15 % af medlemmerne i Hovedgård IF Svømmeklub kommer fra hhv. Søvind, Gedved, Egebjerg og Vestbyen i Horsens. HIF Svømmeklub trækker også medlemmer fra hhv. Skanderborg, Odder og Århus kommuner og derved potentielle tilflyttere til kommunen.

Vores svømmesal og friluftsbad fejrer 50 års jubilæum i 2019. Det har glædet så mange børn, unge, voksne og ældre gennem tiden. Hjælp os med at bevare det!

 

Mvh. svømmebestyrelsen, skolebestyrelsen, borgerforeningen og lokalrådet i Hovedgård samt Svømmeskolen Boblen.