Copenhagen Historic Grand Prix ud af Bellahøj

Jeg har skrevet nedenstående protest mod afholdelsen af CHGP. Jeg vil meget gerne have underskrifter på dette forslag til protest. I kan, hvis I vil, give jeres tilslutning med navn og adresse indtil næste torsdag d. 17. august. Derefter sender jeg protesten videre. jeg overvejer også at kontakte de tre andre afdelinger samt Bakkehusene med denne tekst for at få protester fra disse bebyggelser. Københavns Kommune skal ikke kunne sige, at de har fået under fem protester mod CHGP i år.                                            

Copenhagen Historic Grand Prix – en skandale
Københavns Borgerrepræsentation og Teknik og Miljøudvalget har godkendt veteranbilløbet på Bellahøj. Det er bemærkelsesværdigt, at netop Københavns Kommune, der agter at være grøn storby, godkender et billøb, der i den grad nyttesløst udleder store mængder CO2 kun til glæde for væddeløbsentusiaster, men til plage for beboerne i området og med store gener for lokal såvel som gennemkørende trafik. De deltagende biler er i den grad benzinslugere, der vel højst kører 5 – 7 km på literen. Og tilskuerne parkerer, hvor de kan komme til det – også ulovligt – og besværliggør parkering for de beboere, som må arbejde i week-enden. Hele Bellahøj har været plastret til af parkerede biler både på Bellahøjvej samt buen rundt om højhusene. Der er allerede på almindelige hverdage store trafikproblemer på Bellahøjvej i myldretiden og naturligvis endnu værre på Hulgårdsvej, Frederikssundsvej og Sallingvej, men billøbet har forværret trafiksituationen til skade for beboerne i området. Og dertil kommer, at mange besøgende bilister har kørt hurtigt og hensynsløst inde i ”Buen”. Placeringen af billøbet forekommer også bemærkelsesværdig. Her bor næppe mange, der har råd til en bil af den slags, som deltager i løbet, så måske skulle Københavns Kommune overveje, hvis de vil have et sådant nyttesløst og forurenende billøb, at placere det i et område, hvor beboerne må formodes i større udstrækning at have råd til benzinslugende racerbiler. Eller CHPG kunne overveje at henlægge placeringen til Roskilderingen eller lignende, der er indrettet til formålet. De deltagende bilejere overholder heller ikke programmets løfter. Lørdag d. 5. august gassede den første bilejer op for maskineriet kl. 06.08 og gentog successen 06.11, og så kunne man stå op – vækket af larmen. Vi kunne godt tænke os at vide, hvad der har fået Teknik- og Miljøudvalget til at godkende løbet – og det frem til og med 2018 og frabeder os samtidig en forlængelse af perioden for billøbet.       

Med venlig hilsen Niels Møller Ved Bellahøj Syd 2700 Brønshøj