Stop hetzen på dansk-udenlandske familier

Pernille Riis Lame

/ #14

2014-08-19 16:21

Jeg har lige fejret 2 års bryllupsdag med min albanske mand. Vi har været sammen i 7 år i alt, og vi har flere gange diskuteret vores fremtid sammen, især da han fik afslag på den første ansøgning på opholdstilladelse. Skulle vi fortsætte med at satse på Danmark, eller skulle vi bosætte os i Grækenland, hvor min mand boede på daværende tidspunkt, eller skulle det være Albanien, hvor hans nærmeste familie bor. Vi valgte at gifte os og satse på at det så denne gang skulle lykkes for os. Det gjorde det, men de to år der er gået siden har ikke været nemme. Min mand har flere gang været ved at opgive, da han flere gange har følt sig urimeligt behandlet ift andre udlændinge, som han stiftede bekendtskab på sprogskolen. At skulle holde humøret oppe hos sin ægtefælle og gentagne gange høre på, at nu forlader han Danmark, er psykisk hårdt, mens man prøver på at kæmpe for hinanden og på vegne af hinanden, samtidig med at man skal styre økonomien med hård hånd og færdiggøre sin uddannelse.

Denne sommer har dog vendt tingene i en mere positiv retning og vi kan begynde at drømme igen. Dog har vi selv måtte kæmpe for at tingene skulle ske. Vi krydser lige nu fingre for at vores ansøgning om forlængelse kun er en formalia og at godkendelsen snart ligger i postkassen.