Victoria skal hjem Nu!!!

Jeg har brug for al den hjælp og støtte det er muligt at få, for at få min datter hjem!!! 

Historien er kort fortalt (Så kort som det nu er muligt at fortælle den!!!):

For ca 1 år siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, og jeg besluttede at jeg ville gennemføre graviditeten, til trods for at der ikke var nogen far. Jeg kontaktede kommunen, da jeg udmærket var klar over, at jeg ikke ville kunne klare det uden hjælp og støtte. Jeg bad selv om at komme på et mor/barn hjem umiddelbart efter fødslen. Dette blev jeg til min store glæde lovet. Jeg samarbejdede 120 % med kommunen hele vejen. Ca 3 mdr før jeg skulle føde, meddelte min familerådgiver mig, at de ville fjerne hende lige efter fødslen. Dette fik jeg at vide en torsdag. Om fredagen kontaktede jeg den psykiatriske skadestue, da jeg følte at tæppet blev revet fuldstændig væk under mig. De valgte dog at udskrive mig allerede om mandagen, og betragtede det som en tilpasningskrise. I løbet af denne weekend fik jeg kontakt til en advokat, og takket være hans hjælp og et brev jeg skrev til borgmesteren i Århus Kommune, fik jeg så alligevel bevilliget et ophold på mor/barn hjem.

Her blev der udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse. Denne undersøgelse er dog baseret på oplysninger der ligger flere år tilbage PLUS at jeg opholdt mig et sted der var fuldstændig ukendt for mig, og tillige stresset!!! Så selvom psykologen har omtalt mig som samarbejdsvillig, var dette absolut ikke tilfældet, da jeg på daværende tidspunkt absolut ingen tillid havde til hverken kommunen eller den psykolog der udarbejdede undersøgelsen.

Min datter har alle de 4 mdr hun nu har levet, været sund, rask, glad og i trivsel. Hun udvikler sig som hun skal!!! Dette har jeg både papirerne fra barselsgangen, udtalelser fra sundhedsplejersken, fra min læge og fra en fysioterapeut som bevis for!!! Alligevel valgte kommunen, at indstille til at min datter skulle anbringes, da de mente at jeg ikke kunne varetage hendes omsorg, sundhed, pleje og udvikling. Siden de meddelte mig dette for lidt over en måned siden, har jeg været alene alle døgnets 24 timer med min datter. Pædagogerne har været der ca. 6 gange af en halv times varighed. 

D. 23. April var vi så i børn og unge udvalget, og her besluttede de at følge forvaltningens indstilling om at hun skulle anbringes udenfor hjemmet. Min advokat har anket denne afgørelse, så nu venter jeg bare på at skulle i ankestyrelsen. 

Jeg har aldrig oplevet noget så hårdt som at skulle aflevere mit barn hos fuldstændig fremmede mennesker, og så tage hjem. Jeg har grædt, jeg har været rasende, jeg har følt mig afmægtig, ja jeg har været hele følelsesregistret igennem. Jeg har skrevet til samtlige politikere i Folketinget, kongehuset, TV2 og DR, Ekstra Bladet og bt. Men ingenting nytter det.

Det er mit håb at jeg med denne underskriftindsamling, ikke alene vil kunne få min datter hjem, men også samtidig vil kunne hjælpe andre familier til at få deres børn hjem igen. Derudover er det mit store håb at politikerne i Danmark snart vil få øjnene op for hvilken behandling kommunerne udsætter ganske almindelige mennesker for!!! 

Jeg er ikke nogen perfekt mor, men jeg er villig til at tage imod al den hjælp jeg kan få og jeg arbejder hele tiden med mig selv, hen imod at udvikle mine forældre kompetencer, så jeg kan give min højtelskede datter det liv hun fortjener.