Underskriftsindsamling med forbedringsforslag til lokalplan 36-004 for Svejbæk Nord

Som kommentar til det tilrettede lokalplansforslag, der blev præsenteret på borgermødet i Sejs-Svejbæk den 7. november 2018, følger her en række punkter, som underskriverne af denne underskriftindsamling ønsker ændret/forbedret i lokalplanen.     

Ønsker til byggeri og grønne kiler

Antal boliger. Antallet af boliger skal længere ned. Tilretningen med 104 boliger (78 tæt/lav og 26 parcel) blev på borgermødet præsenteret som en reduktion. Reelt set er vi dog blot tilbage ved det udspil som det tidligere Plan- og Vejudvalg præsenterede før valget. Bebyggelsesprocenten i område 1 er kommet på 25 %, men det er hovedsageligt fordi området er blevet udvidet. Lokalplansområdet svarer til ca. 20 % af det samlede udstykningsområde nord for banen, som man i Kommuneplanen 2017 berammer med 200-300 ny boliger. De nuværende 104 boliger er for mange, og vil kunne blive løftestang for fremtidige udstykninger/bygherrer, hvorved vi vil få alt for mange boliger i området.   

Forslag: Man kunne som rettesnor sige 300 boliger/20 % = 60 boliger (eller der omkring) i lokalplansområdet.

 

Byggehøjde i max én etage. Lokalplansområdet er et område af stor landskabelig værdi, hvor bygninger i to etager rent visuelt vil virke dominerende i forhold til de omkringliggende boligområders udsigt til naturen og udsigten fra Sindbjerg/Stoubjerg. Det kan ikke sammenlignes med f.eks. Georg Krygers vej.  

Forslag: Byg kun i en etage og stil flere krav til materialevalg.

 

Tilpas byggeriet til landskabet. Bevar lokalplansområdets bakkede natur og integrer byggeriet i landskabet, som man f.eks. har gjort i Langdalsparken.  

Forslag: Fastsæt max +/- 0,5 meter i landskabsregulering, som i andre lokalplaner.   

 

Bredere grønne kiler. Bredere og flere grønne kiler både til naboområder og mellem boligerne i lokalplansområdet. 15-20 meters kiler er for smalle. Beskriv også beplantningerne i lokalplanen.  

Forslag: Lav kilerne mindst dobbelt så bredde og tænk dem ind til rekreative formål eller regnvandshåndtering.

   

Ønsker til Tværdalsvej og helhedsplan

Borgdalsvej 13 og placering af Tværdalsvej. Hovedargumentet for at flytte Tværdalsvej længere mod nord og de fredede istidsskrænter var, at man kunne bevare Borgdalsvej 13. Efter vejens placering er godkendt giver man alligevel tilladelse til at ejendommen kan nedrives... Det virker i den grad som et stykke mystisk politisk arbejde.

Forslag: Det mest rigtige må være enten at bevare ejendommen (måske som daginstitution) eller flytte vejen tilbage til den oprindelige placering.

 

Udformning af Tværdalsvej. Tværdalsvej skal fastholdes på max 50 km/t, som det blev præsenteret på mødet. Den bør integreres/nedgraves i landskabet, og ikke hæves, da det rent visuelt vil skæmme forbindelsen til skoven nord for området. På borgermødet blev det også nævnt, at der skulle være plads til svingbaner på vejen. Er det ikke unormalt at lave svingbaner på en 50 km vej, som kun skal betjene et boligområde? Man kunne godt have den mistanke, at man dimensionerer vejen, så man på sigt kan forlænge den helt til Linå Vesterskovvej og på den måde lave den til en omfartsvej. Det vil vi på det kraftigste tage afstand fra.  

Forslag: Nedgrav/integrer Tværdalsvej i landskabet, og sørg for at den på sigt fortsat kun skal fungere som forbindelsesvej til de omkringliggende boligområder.  

 

Cykelstier langs Tværdalsvej. Man kan overveje hvorvidt der er behov for cykelstier langs vejen, da de fleste beboere i nyudstykningerne formentligt vil betjene sig af stisystemet gennem Langdalsparken og Kildevejsområdet. Måske var de penge givet bedre ud til en gang/cykeltunnel under jernbanen og Julsøvej? En mere sikker skolevej vil desuden mindske antallet af forældre, som fragter deres børn i skole, og dermed indvirke positivt på trafiksituationen i myldretiden omkring krydset ved Borgdalsvej.  

Forslag: Overvej om behovet for en tunnel under banen og Julsøvej er mere nødvendig end cykelstier langs Tværdalsvej.

 

Gennemgående trafik på små grusveje. Det bør også overvejes hvad man gør ved gennemgående trafik af Kildevej og Lynggårdsvej, som ikke er dimensioneret hertil. Vi kan ikke bare lukke øjnene og vente på at Bane Danmark lukker overskæringerne ved de to veje.

Forslag: Der skal laves en plan for, hvordan man vil håndtere/undgå gennemgående trafik på de to veje.

 

Helhedsplan for byen. Man bør fra politisk side arbejde mere for, at gøre lokalområdet bedre rustet til at tage imod de nye borgere i takt med at der udstykkes, så vi ikke igen skal lave lappeløsninger med f.eks. pavilloner på skolen eller daginstitutionerne. Der arbejdes på en helhedsplan for skole og idrætsfaciliteter, men udsigten til at få det realiseret kan være lang. Der skal økonomi bag ideerne i helhedsplanen, før der bliver bygget for mange boliger nord for banen, ellers kommer vi på bagkant.

Forslag: Placer en daginstitution i lokalplansområdet, da man derved hurtigere vil kunne flytte Julsøhaven og frigive plads til skolens og idrætsfaciliteternes udvikling.    

 

Så kære udvalg og byrådspolitikere - lyt nu til jeres borgere, som bor og lever i området, og vis hvem der sætter dagsordenen her i kommunen. 

Facebook