Underskrifter mod besparelser på børn i dagtilbud i Aarhus

Forældrene i institutionen Skjoldhøjen i Brabrand vil ikke lægge børn til flere besparelser. Derfor har forældrerådet startet denne underskriftindsamling:

 

Kære forældre i Århus kommune

Hvis du heller ikke vil lægge børn til flere besparelser så skriv under her.

I Aarhus Kommune har besparelser været et fast indslag i alt for mange år i vores børns dagtilbud. Måske er der en sparerunde mere på vej. Tanken herom gør os utrygge som forældre og vi er bekymrede. Derfor denne underskriftsindsamling.

Som forældre føler vi os magtesløse når vi, fordi vi passer vores arbejde, er nødt til at fortsætte med at aflevere vores børn, selv om vi ser at vilkårene for dem bliver dårligere og dårligere. Når der ikke er voksne nok i daginstitutionerne, så svigter vi vores børn, det kan vi som ansvarlige forældre ikke acceptere. Det er veldokumenteret at manglende voksenkontakt går ud over børnenes koncentration og udvikling, og at det har en negativ indvirkning på både de sociale, mentale, sproglige og motoriske områder. Det har alvorlige konsekvenser for vores børn liv, men også for vores lands udvikling og fremtidige velfærd.

”Vi må alle spænde livremmen” hedder det gang på gang i byrådssalen, når det besluttes at der skal være længere mellem knus, trøst, hjælp, støtte, omsorg, læring, konfliktløsning, bleskift, udflugter og alt det andet, der er kernen i vores børns dagligdag i de århusianske dagtilbud. Hvordan skal vores børn spænde livremmen ind?

Vi ønsker at Århus byrådspolitikerne erkender, at det er urimeligt at tørre ansvaret for balance i de kommunale budgetter af på vores børn og at der skal rettes op på de dårlig normeringer i vores børns institutioner.

Med din underskrift er du med til at appelerer til byrådet om ikke at vedtage flere besparelser på de århusianske børn, der går ud over vores børns velfærd i de århusianske dagtilbud.

Alle underskrifterne vil blive overleveret til de århusianske byrådspolitikere!