Stop nedrivningen af Grønnegade 71, Aarhus

http://i.imgur.com/7sDNlWT.jpg

Stop nedrivningen af Grønnegade 71, Aarhus!

Onsdag d. 11. juni 2014 vedtog et flertal i Aarhus byråd, på trods af mange råd og opfordringer om det modsatte – både fra borgere og eksperter i det nye Lokalt Kulturråd - at sige ja til nedrivningen af Grønnegade 71 i kvarteret omkring Nørre Allé. Der var tale om tilslutning fra alle partier i byrådet, med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Grønnegade 71 er en bygning fra 1884-85, der er et af de allerførste eksempler på et finansdomicil i palazzo-stil i Aarhus, og samtidigt den ældste stadig eksisterende ejendom opført af en finansinstitution i byen.

I 1996 blev den vurderet med en SAVE-bevaringsværdi på 5 og dette har blandt andet fungeret som argument for nedrivningen, men det er kommet frem at der er tale om en fejl og at værdien rettelig skulle have været på 3-4.

Aarhus er netop blevet valgt til europæisk kulturhovedstad 2017 og med den lange tradition af omsorg for vores kulturarv i Europa kan det undre at man ikke gør en mere aktiv indsats her. Det kan også undre, at man ikke vælger at lytte til borgerne, når en af pointerne i ansøgningen om kulturhovedstadsskabet netop omtaler ”den reengagerede borger” som et af målene for projektet.

Det hedder her blandt andet: ”Projektets mål er at reengagere aarhusianerne ved at udtænke nye modeller og løsninger for deltagelse, engagement og medborgerskab.”

Måske kunne den simpleste løsning på sådan et problem være, at byrådet rent faktisk begynder at lytte til borgerne?

Engagementet mangler jo ikke, men man bliver ikke mere deltagende af at banke på en lukket dør.

Byrådet opfordres hermed til at Grønnegade 71 bevares og til i fremtiden at udvise langt større omsorg for Aarhus’ fantastiske historiske bygninger og miljøer, så fremtidige generationer i byen også kan få lov til at opleve den smukke kulturarv, der er en del af deres egen identitet og historie. Der er stadig mange steder udenfor den historiske bykerne hvor nye smukke bygninger kan blive opført i deres egen ret og dette bør være politikken fremover.

------ denne underskriftsindsamling vil blive sendt i rette tid for at forhindre nedrivningen, så del hurtigt alt I kan – så vi  kan nå at gøre noget i tide!-----