Fjern dårlige taxichauffører fra gaden nu!

Flere og flere klager over dårlig service i taxierne. Dagligt må vi lægge ører til kundernes beklagelser over kørselsvægring og dårlig opførsel.

 

Det vil vi ikke længere finde os i!

 

Vi er mange der til dagligt sætter en stor ære i at passe vores arbejde og servicere vores kunder efter bedste evne, og det er vores overbevisning, at det er et fåtal der ødelægger det for de mange.

 

Gennem en årrække er mange nye taxichauffører kommet ind i vores branche gennem jobskabelsesordninger der har til hensigt at få disse i gang med et arbejde, frem for at friste tilværelsen på passiv forsørgelse.

 

Idealistisk begrundet, er det jo en god idé, men ofte oplever vi, at disse nye taxichauffører ikke evner at udføre deres arbejde i overensstemmelse med vores opfattelse af hvad god service er.

 

Vi ved at taxikørsel er langt mere end kørsel fra A til B. Vi ønsker at vores kunder skal opleve den bedste service hver gang de betaler for at bruge en taxi. Vi vil ikke acceptere at enkelte af vores chauffører nægter at køre korte ture, eller optræder uhøfligt, og derved skader hele vores omdømme.

 

Vores erhverv er strengt politisk reguleret. Hverken pris, eller antallet af taxier har vi indflydelse på, ligesom vi ikke har indflydelse på, hvilke chauffører og vognmænd der kommer ud at køre med vores kunder.

 

Det påhviler alene Taxinævnene i det enkelte kommuner (I Storkøbenhavn er det Taxinævnet i Region Hovedstaden), at udstede tilladelserne, og føre tilsyn med, at aktørerne handler i henhold til god skik i faget.

 

Vi kræver, at de lokale taxinævn strammer op på adgangen til vores erhverv, og den kontrol der gennemføres af de eksisterende taxichauffører.

 

Dette er alene begrundet ud fra et inderligt ønske, om at vores kunder til enhver tid, og på enhver tur, uanset hvor lang eller kort den er, vil opleve denne som behagelig, og måske nyde den lille hverdagsluksus.

 

Vi vil have fjernet de dårlige taxichauffører fra gaden, og det skal ske nu!

Vi kan ikke tåle at vente længere.

NB! Det behøver naturligvis ikke kun være taxichauffører der giver udtryk for sin utilfredshed på denne måde, kunder er naturligvis også meget velkomne.