Sikker trafik på skolevejen Smedevej

Nogle af os borgere på Smedevej i Sorø er gået sammen om at forhindre yderligere tung trafik på vejen. I forbindelse med ansøgning om at lave grusgrav på Smedevej 54, mellem Frederiksberg Skole og Parnasvej, ønsker udgraveren at etablere en udkørsel fra grusgraven i svinget ved Gl Smedevej, og med videre kørsel mod Parnasvej (se kort). Det er dog det sted på Smedevej med de dårligste oversigtsforhold. Desværre har kommunen på et nyligt borgermøde alligevel udtrykt, at de er indstillet på at give udkørselstilladelsen som det er ansøgt. Vi håber, at denne underskriftindsamling kan bidrage til at skabe opmærksomhed omkring et problem, der vil få betydning for alle de borgere, der til daglig benytter Smedevej.

Capture74.PNG

 

Smedevej er blevet omfartsvej for Frederiksberg-borgere, der skal mod Slagelse eller på motorvejen, og er i forvejen trafikalt overbelastet set ifht. vejens bredde og oversigtsforhold. Mellem Gl Smedevej og Parnasvej er vejen flere steder kun ca 5.5m bred, og det er allerede svært for lastbiler og personbiler at passere hinanden. Vejens bredde betyder også at der ikke er midterstriber, eller plads til at etablere cykelsti på strækningen.

Smedevej bruges som skolevej til Frederiksberg skole for oplandet mod vest, og benyttes af cyklende børn og voksne og andre bløde trafikanter. De færdes alle direkte på vejbanen, som følge af vejens indretning og bredde. Ansøger forventer udkørsel af en lastbil hvert 20. minut i tidsrummet 7-16 (altså 27 lastbiler om dagen), hvilket kun yderligere vil forværre de trafikale forhold, specielt i morgen- og eftermiddagstimerne. Dette oplevede vi borgere i lokalområdet også under ombygning af Frederikberg Skole sidste år, hvor lastbiltrafikken var til stor fare og gene for alle andre trafikanter på strækningen.

 

Trafik-situationen er allerede erkendt som problematisk af Sorø Kommune, i og med lastbilkørsel på Smedevej kun er tilladt med ærinde. Herudover er der i Råstofplanlægningen for Lynge Graveområde, af Oktober 1988 (et godt og vel 30 år gammelt dokument, vel at mærke), nævnt at de trafikale forhold på bla. Smedevej er "nøje vurderet" og at "de kommuneveje, der i dag benyttes som skoleveje til Frederiksberg Skole umiddelbart øst for graveområdet, bør ikke yderligere belastes af tung trafik, som er en naturlig følge af råstofudvindingen." Altså - Smedevej var trafikalt overbelastet allerede for 30 år siden. Desuden står der at adgang til den kommende grusgrav "skal ske ad en nyanlagt vej med tilslutning til Parnasvej, i overenstemmelse med nærmere, af Sorø Kommune, fastsatte bestemmelser". Det står uden tvivl at trafikmængden er steget betragteligt de sidste 30 år, hvorfor ovenstående er endnu mere aktuelt i dag. Desuden er der et par nærliggende alternativer til udkørsel, bla. ved forbindelsesvej eller transportbånd til eksisterende grusgrav på Parnasvej 45, der ejes og drives af samme udvinder som den kommende grusgrav. 

 

Etableres udkørslen det ønskede sted vil det uden tvivl resultere i indtil flere farlige situationer, da det må være åbenlyst at udkørslen af 50 tons tunge lastbiler, med anhænger, ikke kan etableres i et sving, og samtidig sikre tilstrækkeligt udsyn for de udkørende lastbiler - nedenstående billede viser oversigtsforholdene hvor der ønskes udkørsel.

IMG_14871.JPG

 

Vi håber som sagt at denne underskriftsindsamling vil hjælpe med at belyse problemet overfor Sorø Kommune, og andre borgere og forældre i Sorø, der benytter Smedevej til daglig.