Pas på vores børn - forbedr de trafikale forhold i lokalplansforslag "Bomhusvej 18"

Nedenfor finder du de bekymringer som Ryparken Lille Skole, Bjørn’s International School og Københavns Skole & Idrætsakademi har til lokalplansforslag "Bomhusvej 18". Skriv under, hvis du også er bekymret for konsekvenserne af de trafikale forhold i lokalplansforslaget.

Du kan finde lokalplansforlaget på blivhoert.kk.dk. 

 

Samlet set ser vi en række alvorlige problemer med lokalplanforslaget, som får voldsomme konsekvenser for den trafikale sikkerhed for eleverne på de fem skoler i området. Vi er dybt bekymrede over forslaget og stiller os fuldstændig uforstående overfor, hvordan de oprindelige planer (startredegørelsen) for bebyggelsen, der i høj grad tog hensyn til de eksisterende skoler i området og til trafiksikkerheden for mere end 1.100 børn, nu er blevet ændret, idet hensynet til en række træer nu er blevet vægtet højere end trafiksikkerheden på 5 skoler. Det uddyber vi i det følgende med udgangspunkt i 2 punkter:

  1. Børnenes generelle trafiksikkerhed i området.
  2. Beslutning om nedkørsel til parkeringskælder placeret 10-25 meter fra de 3 skolers indgange, der er på den mindre Gartnerivej, fremfor ved den centrale indfaldsvej, Lyngbyvej.

 

1. Børnenes generelle trafiksikkerhed i området.

Forholdende omkring trafiksikkerheden er stærkt bekymrende. Allerede i dag er der et massivt pres på området Gartnerivej, Rygårds Allé og Ryparken især i morgentimerne. Der er i en radius af 100 meter 5 skoler; Ryparken Lilleskole, Bjørn’s International School, Københavns Skole & Idrætsakademi, International School of Hellerup og Skolen i Ryparken, hvor i alt 1109 børn ankommer til skole hver dag.  

Udover at fem skoler inden for så kort en afstand skaber meget aktivitet fra biler, cykler, og gående, så har en stor del af de børn, der går på de 5 skoler i Ryparkenområdet +3 kilometer til skole, og det bevirker, at rigtig mange børn køres til og fra skole året rundt. Trafik ind og ud af området kan udelukkende ske via de 3 veje; Gartnerivej, Ryparken og Rygårds Allé. Det bevirker, at trafikken er tung og kaotisk i morgentimerne.

Som forholdende er i dag, er der flaskehalse og bilkøer langs Rygårds Allé og Gartnerivej, og der er ikke cykelstier eller sikre færdselsreguleringer til sikker færdsel på Gartnerivej og Rygårds Allé.  

Selv om fraflytningen af Carolineskolen medfører, at der er blevet en skole mindre i området (5 frem for 6), vil det ikke reducere trafikpresset på Gartnerivej, da Carolineskolen havde indgang fra Bomhusvej. 

Til belysning af den trafikale situation har skolerne lavet en trafikundersøgelse med optælling af den samlede færdsel (antal biler, cykler og fodgængere) på Gartnerivej ud for den fælles indgang til Ryparken Lille skole, Bjørn’s International School og Københavns Skole & Idrætsakademi. Optællingen er foretaget i vinterperioden på seks dage kl. 8- 8.30 spredt over seks uger. Trafikundersøgelsen viser, hvor stort presset allerede i dag er på vejene omkring de 5 skoler. Der er markant mangel på parkering, biler holder i tomgang og af- og påstigning foregår i vejbanerne, imens cyklister og fodgængere passerer og krydser Gartnerivej og Rygårds Allé. Trafiksituationen på især Gartnerivej er kaotisk imellem 8-8.30, og det er vores bedste vurdering, at trafiksikkerheden allerede i dag er stærkt kritisabel.  

 

2. Beslutning om nedkørsel til parkeringskælder placeret fra 10 til 25 meter fra 3 skolers indgange på den mindre Gartnerivej, fremfor ved den centrale indfaldsvej, Lyngbyvej.

Der er ingen tvivl om, at etablering af udkørsel fra den kommende bebyggelses parkeringskælder på Gartnerivej vil øge presset af biler og i værste fald fordoble antallet af biler, der skal køre til og fra området.  

Den foreslåede placering af parkeringskælderen helt op af Ryparken Lilleskole, 6 meter fra bygningen og 10 meter fra hovedindgangen, virker uigennemtænkt og det vil være en stor udfordring at etablere den fornødne trafiksikkerhed ved krydsende biler, cyklister, gående og parkerende biler på så kort en afstand fra indgangen til Ryparken Lilleskole.

Det bemærkes, at den trafikale spidsbelastning for den kommende bebyggelse tillige vil være mellem kl. 8-9, altså der, hvor omkring 1.100 elever er på vej til de 5 skoler, der ligger indenfor 200 meter af bebyggelsen. Derudover vil der med etablering af parkeringspladser langs indkørslen til bebyggelsen fra Bomhusvej opstå kritiske situationer med bakkende biler og legende børn.  

I startredegørelsen var både bygninger og udkørsel fra den nye bebyggelse placeret længere oppe mod Lyngbyvej, hvilket helt indlysende er en rigtig god løsning ift. både trafiksikkerhed for lokalområdet og adgangsforhold for bilister generelt til den nye bebyggelse, da der her vil være nem og hurtig adgang til de store indfaldsveje.  

Når trafikken ud for skolerne i spidsbelastningen allerede nu er kritisk, er det indlysende at en udkørsel til parkeringskælder klods op af skolens indgang skabe endnu dårligere oversigtsforhold for både biler og bløde trafikanter og vil have alvorlige konsekvenser for trafiksikkerheden.  

Vi stiller os derfor dybt undrende overfor, hvordan hensynet til bevarelse af træer overgår hensynet til skolebørns trafiksikkerhed på 5 skoler med over 1.100 børn! Vi må konstatere, at siden startredegørelsen og frem til det nuværende lokalplansforslag har man fundet frem til, at der nu ingen trafikale problemer er på Gartnerivej, at området sagtens kan klare et endnu større tryk af biler, men at der nu i stedet er nogen helt særlige hensyn at tage til ift. nogen bestemte træer.  

 

Konklusion

Generelt finder Ryparken Lille Skole, Bjørn’s International School og Københavns Skole & Idrætsakademi, at de trafikale forhold ikke er belyst tilstrækkeligt i lokalplanforslaget, og henstiller på det kraftigste til, at der ses på trafiksikkerheden for hele området.   Ryparken Lille Skole, Bjørn’s International School og Københavns Skole & Idrætsakademi foreslår desuden:  

- at udkørslen fra parkeringskælderen/bebyggelsen placeres i den ende af Gartnerivej, der ligger ud mod Lyngbyvej, eller at udkørslen fra parkeringskælderen rykkes til Bomhusvej

- at Bomhusvej åbnes mod Lyngbyvej således at bebyggelsens trafik også kan aflastes den vej

- at der etableres cykelsti på Gartnerivej, da mange børn ankommer på cykel fra Lyngbyvej. Det er vores vurdering, at etablering af omfattende parkeringsfaciliteter på vejen, uanset placering, vil skabe meget pres på udkørslen ved Lyngbyvej, og at trafiksikkerheden nødvendigvis må forbedres for de cyklende børn

- at der opsættes en port for enden af indkørslen til området fra Bomhusvej, så biler ikke bakker ind i legende børn.