Mistillid til Hovedbestyrelsen i Landsforeningen Autisme / 3. januar 2021

Kære medlemmer!

Vi har udarbejdet en skrivelse, hvori vi opfordrer repræsentanterne til at rejse et mistillidsvotum mod 8 af de siddende medlemmer i Landsforeningen Autismes Hovedbestyrelse.

Dette bør ske på den kommende afslutning af repræsentantskabsmødet lørdag d. 9. januar 2021.

Vi har mistillid til, hvordan de benævnte i skrivelsen, har håndteret deres position som hovedbestyrelsesmedlem de seneste måneder – samt at de gældende foreningsregler i den forbindelse ikke er blevet overholdt (vedtægter og forretningsorden).

Vi opfordrer hermed til, at repræsentanterne rejser et mistillidsvotum ud fra nedenstående skrivelse.

Hvis du som medlem ligeledes ønsker en troværdig hovedbestyrelse, som agerer inden for de formelle rammer, så støt op og skriv under.

Læs mere i hele indstillingen til repræsentantskabet. 

Eller scroll ned til bunden af dette opslag og TRYK på ”Underskriv denne indsamling”, hvis du allerede er afklaret. 

 

Mange hilsner

På initiativgruppens vegne

Anne Leth Jørnø, May-Britt Vestergaard Knudsen, Sidse Genet Andersen og Tina M. Berling

 

 

VIGTIG INFO:

Anonym deltagelse ift offentlig visning: når du underskriver, kan du markere i feltet "Vis min underskrift offentligt" -> Markér i NEJ, hvis du vil være anonym.

Markér JA, hvis du gerne vil deltage med navn, så andre kan se, at du deltager. 

Vi videresender den samlede underskriftindsamling til sekretariatet og beder dem behandle det fortroligt.

HVIS det er nødvendigt at verificere underskrivernes tilknytning til Landsforeningen Autisme er det derfor nødvendigt at du ENTEN oplyser dit medlemsnummer ELLER telefonnummer (tjek evt. bagsiden af medlemsbladet, der står medlemsnummer under din adresse). Antal cifre er forskelligt, alt efter hvor længe du har været medlem. 

Underskriftindsamlingen lukker 8. januar 2021 til midnat. Dagen før det afsluttende repræsentantskabsmøde. 

 

 

 * * * * * 

 

Mistillidsvotum – opfordring til Repræsentantskabet fra alle os almindelige medlemmer: 

Mistillidsvotum mod flertallet af siddende Hovedbestyrelsesmedlemmer

 

Til Repræsentantskabet i Landsforeningen Autisme.

Vi anmoder hermed Repræsentantskabet om at rejse et mistillidsvotum mod følgende hovedbestyrelsesmedlemmer (herefter HB), som deltog på HB-møde den 26. december 2020, og som ligeledes IKKE gjorde indsigelser eller som stemte for under dagsordenens pkt. 2. Begrundelsen for det ønskede mistillidsvotum følger herunder. 

Dorte Schandorph Jensen * Kirstin Eliasen * Michael Weyand * Peter K. H. Nielsen * Stina Lund * Tinja Vandmose * Tomas Schilling Nielsen

Vi opfordrer samtidig Repræsentantskabet til at stille et mistillidsvotum mod Kathe Bjerggaard Johansen, som ikke protesterede mod afstemningen, og som var til stede, både da emnet drøftedes og under selve afstemningen.

Dette er i tydelig strid med almindelige habilitetsregler samt HB’s forretningsorden § 5, stk. 1 og 2.

Et flertal af HB besluttede ved afstemning den 26. december 2020, jf. dagsordenens punkt 2, at afsætte formand Heidi Thamestrup med øjeblikkeligt varsel og indsatte derefter øjeblikkeligt nyvalgte formand Kate Bjerggaard Johansen.

En del af medlemmerne var først orienteret om afstemningen lige inden mødet.

HB-medlemmer Brian Andersen og David Facius tog afstand fra afstemningen og udtalte, at de mente, afstemningen var i strid med vedtægterne.

De gjorde opmærksom på, at HB ikke kan afsætte og indsætte formand uden om Repræsentantskabet og påpegede, at siddende HB ikke har mandat til vidtrækkende beslutninger frem til datoen for afsluttende repræsentantskabsmøde den 9. januar 2021.

Heidi Thamestrup ville ikke deltage i afstemningen. Thamestrup påpegede ligeledes, at hun mente afstemningen var i strid med foreningens vedtægter, og at hun derfor ikke kunne deltage. Thamestrup forlod derfor mødet og afgav rollen som mødeleder.

Kathe Johansen deltog ved mødet. Johansen er både nyvalgt kommende formand og alment HB-medlem, og hun overtog rollen som mødeleder, da Heidi Thamestrup forlod mødet.

Da Johansen ikke protesterede over forestående afstemning, som tre HB-medlemmer protesterede imod, anser vi Johansen som samtykkende til afstemningen - og de konsekvenser denne afleder.

 

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

Pkt. 1 – Mistillidsvotum

Der stilles forslag om, at Repræsentantskabet vedtager følgende mistillidsvotum:

”Repræsentantskabet har ikke tillid til at disse medlemmer i Landsforeningen Autismes hovedbestyrelse kan udføre et tillidsfuldt og tilfredsstillende arbejde på vegne af Landsforeningen Autisme:

Dorte Schandorph Jensen, Kirstin Eliasen, Stina Lund, Michael Weyand, Peter K. H. Nielsen, Tomas Schilling Nielsen, Tinja Vandmose samt Kate Bjerggaard Johansen.

Repræsentantskabet stiller på denne baggrund forslag om, at den siddende hovedbestyrelse og formand afsættes, og at en ny hovedbestyrelse og formand vælges af repræsentantskabet”.  

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * *  

 

Begrundelse for anmodning om mistillidsvotum

Som bekendt blev det ordinære repræsentantskabsmøde den 31. oktober 2020 suspenderet/udsat af dirigenten efter blandt andet et hastigt gennemført valg af formand.

Der har siden hersket uklarhed om retsvirkningerne af denne suspendering/udsættelse, fortolkning af Landsforeningens vedtægter og praksis.

Dette har ført til, at Landsforeningens sekretariat har indhentet vurderinger fra to forskellige advokater om disse forhold.

Advokat Bruno Månsson i et brev fra den 6. november 2020 og notat om inhabilitet og eksklusion samt advokat Sysette Vinding Kruse i et brev fra den 19. november 2020 med supplerende udtalelse den 30. november 2020.

På Hovedbestyrelsesmøderne den 29-30. november 2020 blev det besluttet, at advokat Sysette Vinding Kruses vurdering(er) og råd skulle følges.

Dette fremgår af nyhedsbrevet den 18. december 2020 på Landsforeningens hjemmeside.

Af samme nyhed fremgår, at det ved hovedbestyrelsesmøde den 17. december 2020 blev besluttet, at der skulle indkaldes til afslutning af det ordinære repræsentantskabsmøde den 9. januar 2021.

Det fremgår af advokat Sysette Vinding Kruses udtalelse den 19. november side 3, som er tilgængelig på Landsforeningens hjemmeside, at advokaten konkret har vurderet, at:

”I dette tilfælde er repræsentantskabsmødet ikke slut, blot udsat, hvad der efter min opfattelse betyder, at den nye formand ikke er tiltrådt. Den afgående formand må dog kun fungere som forretningsformand i forbindelse med uopsættelige beslutninger. Derimod er der ikke valgt en ny hovedbestyrelse, så de tilbageblevne medlemmer af den nuværende hovedbestyrelse er fortsat beslutningsdygtig, men bør også betragtes som en forretningsbestyrelse, der udelukkende træffer bestemmelse i uopsættelige forhold.”

Den nuværende hovedbestyrelse har således, ifølge advokaten, utvivlsomt alene haft bemyndigelse til at gøre det nødvendige: at færdiggøre det ordinære repræsentantskabsmøde og dermed få gennemført valg af ny hovedbestyrelse.

Det står dog klart, at det navngivne flertal af hovedbestyrelsen ved flertalsbeslutning har valgt at agere direkte i strid med advokatens vurdering af deres mandat.

Hovedbestyrelsen har således på sit møde den 26. december 2020, ifølge dagsordenen behandlet adskillige forhold, som ikke er af uopsættelig karakter, herunder:

- - - 

”2. Formandsvalget på det ordinære repræsentantskabsmøde

4. Konsekvenser efter de 3 kredses talsmand har offentliggjort en ændring af HB’s indkaldelse.

5. Indhentning af advokatudtalelse (lukket punkt)

6. Status på sekretariatet

7. Evt.”

- - - 

Under pkt. 2 blev den afgående formand afsat, hvilket er i strid med advokat Sysette Vinding Kruses vurdering af de juridiske konsekvenser af det ordinære repræsentantskabsmøde den 31. oktober 2020, hvorefter den nye formand ikke er tiltrådt før repræsentantskabsmødet er afsluttet (den 9. januar 2021).

De pågældende HB-medlemmer har oplyst, at der var tale om en “nødsituation”, hvilket er meget svært at få øje på. Således oplyses der på mødet ikke konkret, hvad Heidi Thamestrup har gjort forkert i deres øjne.

Endvidere er der kun 14 dage til afholdelse af slutningen på det ordinære repræsentantskabsmøde, hvorefter Kathe Bjergaard Johansen kunne indsættes.

Det bemærkes i den forbindelse, at Heidi Thamestrup har siddet to måneder på begrænset mandat, og at der var indkaldt til afslutning af det ordinære repræsentantskabsmøde, som påkrævet.

Der har således ikke været tale om et forhold af uopsættelig karakter, og det samme gør sig gældende for punkterne 4, 5, 6 og 7, hvorfor de allerede af denne grund ikke skulle være behandlet af hovedbestyrelsen under deres begrænsede mandat som forretningshovedbestyrelse.

Det står på den baggrund klart, at de ovenfor navngivne medlemmer af nuværende hovedbestyrelse, ved flertalsbeslutning, bevidst har valgt at agere i strid med advokat Sysette Vinding Kruses juridiske vurdering af forholdene for ledelsen af Landsforeningen.

Derudover kan det gøres gældende, at de har handlet i strid med vedtægterne, hvorefter det er repræsentantskabet, der vælger formand.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt HB ikke havde tillid til formand Heidi Thamestrup, kunne de som en nødløsning have indsat næstformand Brian Andersen som fungerende formand indtil afslutningen på repræsentantskabsmødet.

Dette ville dog stadig kræve, at Heidi Thamestrup havde gjort noget åbenlyst og graverende forkert, hvilket ikke er godtgjort.

Som ovenfor nævnt deltog Kathe Bjergaard Johansen ikke i afstemningen, men hun var til stede, hvilket er i strid med forrretningsorden § 5, stk. 1 og 2 samt almindelige habilitetsregler. Johansen tog desuden ikke afstand fra afstemningen.

På baggrund af ovennævnte anmodes om vedtagelse af mistillidsvotum mod de her navngivne medlemmer af nuværende hovedbestyrelse.

Det bemærkes, at der altid kan rejses et mistillidsvotum af medlemmer af Repræsentantskabet på en lovligt indkaldt generalforsamling.

Det kræves ikke, at dette er tilført dagsorden (omend det bør tilføres, hvis muligt), jf. Foreningsret af Ole Hasselbalch 2011, side 350-351.

Vi opfordrer desuden Repræsentantskabet til, at der snarest muligt kan ske valg af ny hovedbestyrelse og ny formand for at sikre medlemmernes og omverdenens tillid til Landsforeningen Autismes ledelse fremadrettet.  

 

//


May-Britt Vestergaard Knudsen    Kontakt forfatteren af dette andragende

Underskriv denne indsamling

Jeg giver med min underskrift May-Britt Vestergaard Knudsen tilladelse til at overdrage mine oplysninger i denne formular til vedkommende som har indflydelse på denne sag.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Vi viser ikke din e-mailadresse offentligt online.

Vi viser ikke dit telefonnummer offentligt online.

Vi visser ikke disse oplysninger offentligt online.

Vi visser ikke disse oplysninger offentligt online.