Underskriftsindsamling mod frikommuneforsøg på BPA-området

Et forslag om ændring af frikommuneloven indebærer bl.a. en række forsøg på BPA-området. LOBPA mener, at BPA-området har været udsat for rigeligt med forsøgsordninger i de godt fire år, BPA har været en mulighed. Vær med til at bakke op om LOBPAs høringssvar.


Hvis lovforslaget gennemføres, vil det betyde, at

kommunalbestyrelsen i den enkelte frikommune enten generelt for alle ordninger i kommunen eller i den enkelte sag kan bestemme, at tilskuddet til BPA skal overføres til en forening eller privat virksomhed

dvs. at din kommune kan fratage dig muligheden for selv at være arbejdsgiver i din BPA, uden at det er begrundet i konkrete forhold

frikommunerne vil kunne indføre en fast takststruktur, der fraviger reglerne om udmåling af tilskud i BPA-bekendtgørelsen

dvs. at du risikerer, at din kommune sætter taksten så lavt, at du reelt ikke kan være arbejdsgiver

kommunalbestyrelsen i en frikommune vil kunne stille krav om, at alle foreninger eller private virksomheder, som varetager arbejdsgiveransvaret, skal være kommunalt godkendte

dvs. at din kommune kan bestemme, hvem du kan vælge blandt, hvis du vil afgive dit arbejdsgiveransvar – og du får måske kun to leverandører at vælge imellem


LOBPA mener, at lovforslaget kan betyde en yderligere indsnævring af den enkelte borgers handlefrihed i forhold til de oprindelige hjælpeordninger. Den opdeling af arbejdsgiver- og arbejdslederansvaret, der blev indført med BPA i 2009, blev introduceret som en positiv tilvalgsmulighed for den borger, der kan være arbejdsleder, men ikke magter eller ønsker arbejdsgiveropgaven.

Frikommuneforsøgene vil virke i modsat retning og kan være endnu et skridt på vejen mod en monopolisering eller endog kommunalisering af hjælpeordningerne.

Frikommuneforsøgene vil kun omfatte borgere i frikommunerne, som er Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg Kommuner. Men hvis forsøgene efter forsøgsperioden vurderes at være en succes, må det forventes, at de efterfølgende bredes ud til hele landet.