Middelfart Marina: Høringssvar vedr. stativordningen

NB! Sidste frist 07-02-2017

Som fastliggere i Marinaen er vi glade for at der løbende arbejdes med udvikling af havnen, og at der fokuseres på at skabe et godt miljø. Med kommunens signaturplan er der dog nogle punkter vi som sejlere er meget utilfredse med i den form, det er planlagt. Som fastliggere har vi en række væsentlige behov som har stor betydning for vores valg af havn, og som vil være kraftigt indskrænket med stativordningen:

Søsætning/optagning: Vi vil kunne søsætte og optage båden, når det passer ind i vores kalender samt passer med de projekter der skal udføres på båden det pågældende år under hensyntagen til vejret. Dette vil ikke være muligt, hvis søsætning/optagning skal koordineres med flere andre bådejere.

Stativer: Gode stabile stativer, som står i vater på stabilt underlag og som er nøje afpasset bådens størrelse og udformning. Dette mener vi ikke vil være opfyldt med standardstativer som vil skulle indstilles og lignes op hvert år og som er forholdsvis smalle og dermed vælter nemt i en storm. Det vil skabe unødigt meget arbejde at skulle indstille et nyt stativ hvert år frem for at have en fast plads, hvor man en gang for alle har ”installeret” stativet korrekt. Desuden har alle et stativ i dag og vil derfor ikke betale for et nyt stativ, som oven i købet er ringere.

God plads omkring båden, så man har plads til en platform/stillads når fribordet (siden på båden) skal poleres. Dette er tvingende nødvendigt, når båden får en vis størrelse. Dette vil ikke være muligt, hvis der kun er 0,5 meter mellem bådene som der er lagt op til (svarende til pladsen mellem bådene i havnen).

Naturlige læhegn: Foruden ovennævnte vil det være en stor forringelse for de bageste vinterpladser, hvis man fælder alle de naturlige hegn. De er i dag med til at skabe læ på pladsen, så bådene ikke vælter i stormvejr, og de pynter på området, så de afdækkede både ikke står frit fremme. I stedet for at fjerne hegn kunne man overveje at plante nogle flere, så den forreste vinterplads også fremstår pænere.

Vaskeplads: I forhold til selve søsætningen/optagningen er det vigtigt at en eventuel vaskeplads ikke bliver en flaskehals. Det tager typisk omkring 1-2 timer at rengøre bunden på båden, og dette er væsentligt længere tid end det tager at optage en båd. Der vil derfor være brug for mere end 1 vaskeplads.  

Montering/afmontering af mast: Desuden er det vigtigt, at det fortsat er muligt for større sejlbåde at få monteret/afmonteret masten af en vognmand (og evt. hele båden optages). Det er vi rigtig mange der gør, da det muliggør et løft midt på masten og risikoen for at beskadige installationer i toppen af masten elimineres.

Af- og pålæsning: Der skal være adgang til af- og pålæsning ved bådene direkte fra molen som i dag og parkering skal foregå tæt ved bådene, så man ikke skal bruge 15 minutter ekstra på at gå fra sin bil til båden efter parkering, når man skal ud at sejle.

Jeg håber med dette høringssvar, at kommunen vil huske at tage hensyn til os fastliggere i havnen, som er dem der betaler den største del af havnens drift. Det ville være ærgerligt at få ødelagt den rigtig gode havn vi som fastliggere faktisk har i dag. I sidste ende kunne det jo betyde, at sejlerne forlader havnen til fordel for en anden havn. Som nævnt i starten er det positivt, at der arbejdes med udvikling af havnen, men i den fremlagte form er det for meget på bekostning af os fastliggere. Jeg mener, at der bør kunne findes et bedre kompromis, hvor ovenstående punkter/behov tilgodeses, samtidig med at der arbejdes videre med nogle af de nye ideer.

Med venlig sejlerhilsen Anders Pedersen, plads 319