Mere frihed i folkeskolen!

Vi vil ikke vejes og måles mere. Vi er ikke robotter. Vi er ikke tal, vi er ikke kun karakterer. Vi er rigtige børn og unge mennesker af kød og blod, høje og tynde, tykke og lave. Vi drømmer om en folkeskole, hvor vi kan udvikle vores os på vores kreative ideer, tænke selv og gøre ideerne til virkelighed. 

Vi føler, at vi går i skole for vores forældres og læreres skyld. For de nationale tests skyld. Vi er ikke ens figurer, som skal passe ned i de samme kasser og vurderes efter de samme måleenheder. Nogle er gode til matematik, mens andre er bedre til at være kreative og udvikle ideer. Det skal der være plads til. Men det er netop dét, der ikke er.  Vi mangler frihed til at udvikle os til at blive os selv, til at finde meningen med vores liv.   Når der uddeles karakterer, bliver karakteren en del af os selv. Hvis vi har lave karakterer, bliver vores selvværd lavt. Vi føler os dum og uduelige. Vi har svært ved at se, at der er så meget andet, vi består af end udover vores karakterer. Der er meget andet, vi er gode til. Det er som om at lærerne ikke ser os, de ser kun tallet i os. De har også brug for at vide, at vi består af andet og mere.

Vi føler, at det store “skolemonster” har taget over, og det presser ikke kun os, men også lærerne. Denne skolereform er kun til for, at stat og kommuner kan spare penge. I folkeskolen, som den er i dag, er der hverken plads, eller tid til at udvikle sig. Vi vil gerne lære at lege og lave fejl, så vi kan udvikle os på de mere kreative fronter.  

Politikerne laver en reform ud fra, hvad der passer ind i penge-budgettet, men ikke ud fra hvordan virkeligheden er og ser ud. Politikerne kender ikke til vores hverdag med stress og at vi keder os de otte timer, vi er i skole. Vi keder os, fordi vores frirum er blevet taget fra os. Vi får ikke mulighed for at udvikle os. For eksempel matematik: Vi har lært at regne, men hvad kan vi bruge det til? Vi kan bruge det på arbejdspladsen, hvor vi kan bruge matematik til at regne ud. Vi får ikke mulighed for at bruge det til fx. at opfinde nye ting med. Det er den udvikling vi gerne vil sætte i gang. Vi vil gerne prøve at være os selv, for det er i det stadie, hvor vi lærer mest om os selv. Det er i det stadie, hvor vi lærer mest af hinanden og hvor vi udvikler os. Når vi udvikler os selv, kan vi også give os selv ro til at fordybe os, som fx. at opfinde nye ting, og finde ud af hvordan vi kan bruge det, vi har lært i folkeskolen, til at føre det ud i fremtiden.  

Når der ikke er plads til at lege og lave fejl kan vi ikke udvikle os. Og når der ikke er plads til det, er der nogen som vil bukke under, specielt dem med særlige behov. De føler sig trådt på, fordi de netop ikke kan det samme som andre børn. Men børn med særlige behov har brug for den samme frihed som andre børn.   

Vi vil gerne have et frirum i folkeskolen, hvor vi kan udvikle os på de kreative fronter. Vi vil gerne lære at være selvstændige. Vi har også ret til at være os selv som mennesker, når vi er i skole.