Lovkrav om demokratisk valgte ministre i Regeringen

I den nuværende danske Regering har man på posten som Beskæftigelses-minister indsat en ikke-folkevalgt person fra erhvervslivet. Jørn Neergaard Larsen kom direkte fra en stilling som administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforbund - en post, der næppe har udviklet større sympati for de danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Ifølge siden Hvem kan blive minister? fremgår det, at:
- Selv om langt de fleste ministre er valgt ind som medlemmer af Folketinget, behøver de ikke at være det for at blive udnævnt til minister. Hvis en minister ikke er folkevalgt, har ministeren ret til at få ordet under forhandlinger i Folketingssalen, men han eller hun har ikke stemmeret.

Dermed kan en minister, der ikke er demokratisk valgt ind i Folketinget, fremsætte forslag til ændringer i det danske folks livsbetingelser og få taletid i Folketingssalen, hvor han/hun har mulighed for at argumentere for, hvorfor de stemmeberrettigede (folkevalgte) medlemmer bør stemme for forslaget.

Under den nuværende Beskæftigelses-minister har vi foreløbig været vidner til en del forringelser for mennesker udenfor arbejdsmarkedet, herunder:
- Kontanthjælpsreformen
- Dagpengereformen
- Syge mennesker, der fastholdes på kontanthjælp i årevis trods varig nedsat arbejdsevne
- Meningsløse ressource- og afklaringsforløb, der ikke fører til stabil situation for den enkelte
- Grov udnyttelse af gratis arbejdskraft (virksomhedspraktik, arbejdsprøvning osv. fører kun i sjældne tilfælde til fast beskæftigelse)
- Manipulering med statistikker (Mange 'ledige' jobs besættes af ovenstående gratis arbejdskraft)
- Erhvervslivet har fået tilført millioner til at skabe nye arbejdspladser, men tilstedeværelsen af konsekvenser for ikke at bruge disse midler, hvor det er tilsigtet, er ikke-eksisterende

Man har udviklet en generel holdning om, at alle kan yde, hvis man bare bærer viljen i hjertet. Dertil kommer, at man naturligvis motiveres til at tage et arbejde (og desuden bliver rask), hvis man beskæres i indtægt. Hvis ikke, er man doven.

Seneste nyt på den front er, at man nu også vil straffe de, der er villige til at arbejde for mindstelønnen, for dog at være i beskæftigelse:

Lavtlønnede bliver snydt for dagpenge

 

OBS! Denne underskrift-indsamling er ikke ment som hetz mod Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen som person. Hans navn bruges i denne forbindelse udelukkende som et aktuelt eksempel på mennesker, der er kommet til magten uden folkeligt mandat.

Andre ministre uden folkeligt mandat:

  • Peter Christensen (V), forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde 2015-?
  • Martin Lidegaard (RV), klimaminister 2011-2014, udenrigsminister 2014-2015
  • Thor Möger Pedersen (SF), skatteminister 2011-2012
  • Charlotte Sahl-Madsen (K), videnskabsminister 2010-2011
  • Lykke Friis (V), klima- og energiminister 2009-2011
  • Karen Jespersen (V), socialminister 2007
  • Connie Hedegaard (K), miljøminister 2004-2005
  • Claus Hjort Frederiksen (V), beskæftigelsesminister 2001-2005
  • Ritt Bjerregaard (S), fødevareminister 2000-2001
  • Arne Rolighed (S), sundhedsminister 2000-2001
  • Anita Bay Bundegaard (RV), minister for udviklingsbistand 2000-2001
  • Johannes Lebech (RV), kirkeminister 2000-2001
  • Ove Hygum (S), Arbejdsminister 1998-2001
  • Ebbe Lundgaard (RV), kulturminister 1996-1998
  • Carsten Koch (S), skatteminister 1994-1998

 

Indimellem kan det for en partileder/regeringschef være nødvendigt at indhente ekspertise udefra til et givent politisk område, men burde disse ikke-folkevalgte personer ikke snarere arbejde i baggrunden som fx. embedsmænd/vismænd?

Er det rimeligt i et demokratisk samfund, at man beder befolkningen stemme til demokratiske valg, når samme befolkning ikke kan vide sig sikre på, at det altid er de demokratisk valgte politikere, der får lov at beklæde taburetterne på magtens tinder?