Lad Jaleh og Abdullah beholde deres datter

54518959_10217335864336196_5100470270422941696_o.jpg
Åbent brev til Socialtilsyn Øst, til Børns Vilkår og til social- og børneminister Mai Mercado 

Fra venner af Jaleh Tavakolis familie og bekymrede medlemmer af offentligheden  

* Vi erfarer med forfærdelse, at Jaleh Tavakoli og hendes mand, Abdullah, risikerer at miste deres velfungerende plejedatter. Socialtilsyn Øst har sendt et brev til begge, hvori det erklærer sin hensigt om at inddrage deres godkendelse som plejefamilie. Dermed lægger tilsynet op til et vidtrækkende og potentielt meget skadeligt indgreb i plejedatterens liv og hverdag. Rives hun ud af sine vante og trygge rammer, og brydes de tætte relationer til de plejeforældre, hun har kendt som sine primære plejepersoner i hele sit liv, pådrager tilsynet sig et ansvar for traumatiserende eftervirkninger, der kan påvirke plejedatterens trivsel negativt i mange år frem. Gør Socialtilsyn Øst alvor af sin erklærede hensigt, vil tilsynet efter vores opfattelse gøre sig skyld i et myndighedsovergreb.  

* Vi finder det dybt kritisabelt, at tilsynet ser bort fra, at plejedatterens tætte tilknytning til sin plejefamilie går tilbage til kort tid efter fødslen, og ser bort fra, at plejedatterens relation sin plejeforældre dokumenterbart er så tæt som en relation til biologiske forældre. At tilsynet er bekendt med, at Jaleh og Abdullah i årevis har søgt om adoption, men også ser bort herfra, finder vi ikke mindre kritisabelt. De af os, som kender familien, kan bekræfte, at plejedatteren stortrives i skolen og i sin fritid og i øvrigt fungerer som alle andre 8-årige, hvorfor vi må anse det for rent vanvid overhovedet at overveje at fjerne hende. Plejedatterens trivsel har dokumenterbart ikke været i fare, før tilsynet er begyndt at true den med sin bebudede afgørelse om at stoppe plejeforældrerelationen. Tilsynet risikerer således selv at fremkalde den vantrivsel, som det er sat i verden for at forhindre.   

* Vi anerkender, at Socialtilsyn Øst har grund til at reagere på, at Jaleh er sigtet for at have overtrådt straffelovens § 264d ved at dele en drabsvideo på sociale medier og forstår, at tilsynet må påtale, at Jaleh ikke har orienteret det om denne sigtelse. Vi bifalder ikke Jalehs deling, men henviser til, at hun over for sagens forurettede part vil undskylde sin deling uden forbehold. Vi mener, at der foreligger ubevidst uagtsomhed, idet motiverne, uanset hvor forfejlede, kun har været at dokumentere forbryderiske handlinger. Vi udtrykker vores forhåbning om, at den forurettede part, som vil blive kontaktet af Jalehs advokat herom, i lyset af dette vil frafalde sit sagsanlæg mod Jaleh.  

* Vi stiller os uforstående over for, at Socialtilsyn Øst kan true med at fratage plejeforældre et plejebarn alene på grundlag af en sigtelse, og vi minder om, at en sigtelse hverken er en tiltale eller dom. Det tilkommer ikke Socialtilsyn Øst at agere både anklager og foregribende domstol i en sag, der endnu ikke er kommet for retten. Om sagen overhovedet skal få konsekvenser for en vurdering af Jalehs rolle som plejeforælder, må af retssikkerhedsgrunde afvente, om den fører til dom. Hvis eksisterende retspraksis muliggør det brud på retsprincipper, som tilsynets fremgangsmåde synes at være udtryk for, må der tages politiske skridt til lovændringer, der kan stoppe en myndighedsadfærd, der er uforenelig med god retsskik. Vi opfordrer de politikere, herunder socialministeren, der i medierne har udtrykt vilje til sådanne skridt, til at følge op på deres ord.

* Vi stiller os endvidere uforstående over for, at overvejelser og vidnesbyrd omkring plejebarnets faktiske trivselssituation er fuldstændig fraværende i agterskrivelsen. Grundige vurderinger af barnets trivsel bør være det naturlige udgangspunkt og afgørende kriterium for enhver vurdering af plejeforældres egnethed. Enten har tilsynet adgang til sådanne vurderinger, men har ikke valgt at lade dem influere på sin agterskrivelse, eller også har den ikke indhentet sådanne vurderinger. I begge tilfælde har tilsynet optrådt kritisabelt.  

* Vi henstiller til, at tilsynet indhenter sådanne vidnesbyrd, bl.a. i forbindelse med et forestående dialogmøde, og at det tager bestik af dem i sin eventuelle videre sagsbehandling. Derudover opfordrer vi tilsynet til fuldstændig at se bort alle spekulationer omkring Jalehs lovlige brug af sin grundlovssikrede ytringsfrihed 
i sin bedømmelse af hendes forældreegnethed og til at forsikre om, at agterskrivelsen ikke er inspireret af henvendelser, f.eks. såkaldte bekymringsbreve fra politiske modstandere til Jaleh, der ønsker at skade hende ved at ramme hendes barn.  


Niels Ivar Larsen og kredsen af Jaleh Tavakolis venner    Kontakt forfatteren af dette andragende