Indstilling af Fotoafdelingen DMJX campus West til Fotogratula'14

Kære fotojournalister og venner

Vi vil gerne indstille Fotoafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, campus west til
Dansk Fotografis Ærespris Fotogratula'14.
 

 

Fotogratula er "en hyldest til dem, der gør det professionelle fotografi ære. Prisen gives til en person, en gruppe eller en institution, der har gjort noget særligt for dansk fotografi. Det være sig politisk, kunstnerisk, teknisk eller andet, der har løftet det professionelle fotografi og sikret dets fortsatte udvikling som kunstart, som journalistik eller som kommerciel formidling." (I kan læse mere om prisen på: http://djfotograferne.dk/Fotogratula/)

 

DERFOR har vi brug for jeres hjælp. Vi indsender en samlet indstilling fra elever - nuværende som tidligere, venner, opbakning og andet godt folk. Så skriv under nu, del, spred rygtet og vær med til at give fotoafdelingen et ordentligt velfortjent skulderklap.  

Deadline på tilmeldingen er onsdag d. 15/10, klokken 14:00.

 

Indstillingen lyder således: 

Vi indstiller hermed Fotoafdelingen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Campus West v/Søren Pagter og Mads Greve til årets Fotogratula-pris.

 

Vi mener, at Søren Pagter og Mads Greve har skabt og vedligeholder et miljø, hvor danske fotojournaliststuderende hjælper hinanden, og er med til på en positiv måde at højne alles niveau.

Det er et miljø og et fællesskab, som man også tager med sig når man forlader skolen og kommer ud i freelancelivet, og dét miljø er efter vores mening en stor del af opskriften på den danske fotojournalistiks succes, også internationalt. 

 

De to underviseres engagement i det gode fotografi er tydeligt, og det smitter af på generationer af nye fotojournalister. Ikke blot er deres undervisning inspirerende, men Pagter og Greve forholder sig også aktivt til fotografiet og udviklingen på andre måder, bl.a. hhv. med forskning og egne fotobogprojekter.

 

Pagter og Greve har skabt et miljø, hvor ikke blot de grundlæggende færdigheder læres, men hvor de studerende også inspireres til at eksperimentere og udvikle dokumentarfotografiet. Det kan kun ske, fordi der på Fotojournalistuddannelsen er en åbenhed over for forskellige fotografiske genrer og udtryk. Pagter og Greve hjælper den enkelte studerende til at udvikle sig i den retning, vedkommende er stærkest i, og man bliver ikke fastlåst i genrer og mønstre.

 

Uddannelsen formår således at favne en bred vifte af studerende, både fra dem, der fokuserer på den mere traditionelle fotojournalistik og til dem, der arbejder i krydsfeltet mellem dokumentarfotografiet og kunstfotografiet. Det er også årsagen til, at uddannelsen er bredt internationalt anerkendt og tiltrækker studerende fra hele verden, fordi der i Aarhus er en åbenhed, som de internationale studerende ikke mener at finde andre steder i verden.

  

Dermed mener vi, at Søren Pagter og Mads Greve har været med til at udvikle pressefotografiet og gøre det til noget større. Resultatet er en stor gruppe af meget kompetente fotojournalister, som ikke blot vinder priser både nationalt og internationalt, men også udvikler fotografiet i et unikt fællesskab.


DMJX fotojournalist elever & uddannede    Kontakt forfatteren af dette andragende