Indhegnet fritløbsområde i Sønderjylland

På vegne af Aktivitetsudvalg Sydjylland i Dansk PolarHunde Klub har jeg indsendt et input til Naturstyrelsen i forbindelse med arbejdet forud for en ny driftsplan.

Det er NU man skal reagere, hvis man ønsker at påvirke brugen, indretningen og aktiviteterne i skovene i Sønderjylland.

Aktivitetsudvalget ønsker et indhegnet fritløbsområde i området markeret nedenfor.

Kortet nedenfor viser landsdelens hundeområder. Ikke én eneste af skovene i det markerede område er indhegnet.
Der ligger desuden slet ikke noget hundeområde mellem Aabenraa og Padborg, selvom antallet af hundeklubber og aktive hundefolk i området er stort.

Hundeskove er eneste fristed for danske hundejere. Vi må ikke have vores hunde løse noget andet sted.
Derfor er vi dybt afhængige af stederne, og vi savner virkelig et sted at kunne mødes om vores hunde, uden først at skulle køre 100 km for at finde et indhegnet areal.
Indhegnede områder er nødvendige, for at vi ikke skal bekymre os om ryttere, biler og mountainbikere, der pludselig suser forbi.
I indhegninger minimerer vi antallet af flåter, fordi flåterne kommer med vildtet, som naturligt nok ikke færdes på samme niveau i indhegninger.

I indhegninger kan vi samles om vores hunde og lade dem strække benene uden snor på.

Udvalget har tilbudt at samle en arbejdsgruppe, som kan bistå Naturstyrelsen med rejsning af et hegn, eller bygning af en låge, hvis de vil stille et allerede indhegnet område til rådighed. Indhegninger er der masser af i skovene - det er bare på nuværende tidspunkt ikke tilladt at begive sig ind i dem.

Vi ønsker at Naturstyrelsen i Sønderjylland efterligner projekterne i Midtjylland, hvor der er lavet midlertidige indhegnede hundeområder i mange små skovrejsningsområder. Det koster dem ingenting, men vi giver vi hundejere så meget!

Hjælp os med at opnå vores ønske - det vil komme rigtigt mange hunde og deres ejere til gode.

Malene Hansen, på vegne af Aktivitetsudvalg Sydjylland i DPHK