Giv Edward Snowden asyl i Danmark

Når man forfølges, fordi man kæmper for friheden til at kunne skrive en email eller foretage et telefonopkald uden at USA's efterretningstjenester er med på en lytter, bør man have asyl.

Havde Snowden gjort nøjagtig det samme i en af verdens mindre magtfulde bananstater, havde vestlige regeringer stået i kø for at beskytte ham. Men desværre slipper modet op, når det er den amerikanske regering, der bruger bøllemetoder imod deres egen befolkning og imod de modige mennesker, der afslører den i det.

Udlændingelovens § 7, stk. 2 siger:

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Derfor er det ikke kun rimeligt, at Snowden bliver tilbudt asyl i Danmark - og det er helt inden for lovens rammer, at give ham det.

Opnår denne underskriftsindsamling mere end 5000 respondenter, vil underskrifterne blive overrakt til statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Lars Kragh Andersen
Tidligere politibetjent og politisk aktivist