FAIR KONKURRENCE FOR SMÅ HESTE I DANSK RIDESPORT

I mange lande er der mulighed for at starte småhesteklasser - men ikke i Danmark!
Det synes jeg der skal gøres noget ved. Læs gerne nedenstående - der er mange andre aspekter i denne sag, end blot det, at man kan ride stævner på små heste.

Sidst på år 2014 skrev jeg en mail til Dansk Rideforbund med nedenstående indhold omkring muligheden for at få lavet en Kat.1+ for ponyer, men som dækker over små heste på 149-159 cm i stang, således at de også kan komme i betragtning i konkurrencesporten og ikke "gå til spilde", da de ligger i sådan en dum gråzone.


Mailens indhold satte jeg på siden "Dansk Rideforbund" og  "Hestefolk, der vil hjælpe hinanden uden censur" på Facebook for at høre øvrige rytteres reaktion herpå. Det gav mange rigtig gode, glade og positive responser, og jeg håbede inderligt, at DRF ville give sig tid til at overveje hvilke muligheder der var for at imødekomme det forslag, som jeg havde fremsat til debat.

Mailens indhold lød:

" Jeg sidder her med et spørgsmål, som nogen sikkert har henvendt sig til jer med tidligere :

Kan vi ikke gøre noget for, at små heste kan inddrages i konkurrencesporten, så de også har en fair konkurrence??

Uanset hvilken disciplin indenfor ridekonkurrence (på nær distanceridning) man ser på, så vil små heste fra 149-159 cm møde en unfair konkurrence, da de konkurrerer imod heste typisk på mellem 165-180 cm.
Samtidig er de for store til at måtte/kunne konkurrere mod de nuværende Kat. 1 ponyer.

Dette gør, at små heste på 149-159 cm bliver "spildt" for konkurrencesporten, og de vil altid forblive i en gråzone, hvor rytterne ikke altid udnytter deres potentiale - som jo kan være ganske fortrinligt - da det ikke kan "betale sig".
Der er rigtigt mange potentielle konkurrenceheste i den kategori, og med al den avl af især sportsponyer vil der sikkert lande flere i den kategori heste.
Mange Kat. 1 ponyer sniger sig lige netop over max. målet med alderen, og ja ... så er det bare "bad luck"! Ærgerligt - meget ærgerligt.

Kunne man tænke sig følgende:

Ponykategorierne inddeles som hidtil, men man tilføjer en ny katetori, der hedder " Kat. 1+ ".
Denne gruppe vil således omfatte ponyer (småheste) på 149-159 cm uden sko.
Man skal kunne ride Kat. 1+ til man er fyldt 18 år. )
(Vi skal huske på, at mange ponyryttere i vore tider er høje/langbenede/tunge selvom de stadig rider pony Kat.1. Her gives en mulighed for, at disse ryttere vil købe en Kat. 1+ at konkurrere med. Ekvipagen ser mere harmonisk ud og ponyens ryg bliver skånet!)

Det skal være således, at klubberne har mulighed for udskrive klasserne, så Kat.1+ klasser ENTEN kun er åbne for ponyryttere op til 18 år (typisk ved regulære ponystævner), men at de OGSÅ kan udskrives, så klasserne tillige er åbne for ryttere over 18 år (typisk ved regulære hestestævner)!
Den mulighed er meget vigtig!! På den måde indlemmes ponyrytterne naturligt i at starte ifm hestestævner.

Med ovenstående forslag vil mange flere ponyryttere kunne beholde deres Kat. 1+ pony(hest) og starte konkurrencer også efter de er fyldt 18 år.

Vi undgår i højere grad, at småheste må skifte ejere hele tiden, hvilket er en psykisk og nogen gange fysisk belastning for dyret hver gang det skal indpasse sig i en ny flok og vænne sig til en ny rytter. Det er der ikke meget dyrevelfærd i og det bør undgås, synes jeg.

Der vil uden tvivl komme gang i mere konkurrence for småheste. Flere voksne små ryttere, som føler sig mere trygge ved en mindre hest, vil købe en sådan at ride konkurrencer på.
En voksen forælder og et barn kan deles om den lille hest. Når barnet skal påbegynde en videregående uddannelse, kan den voksne beholde hesten og fortsætte ridningen, når barnet ikke længere har tid nok. Hesten bliver muligvis ikke solgt, men kan forblive hos sin ejer.

Handelsværdien for små heste vil stige og der vil komme et yderligere marked for dem,
Jeg tror helt sikkert, at flere ryttere vil tage småhestene mere "alvorligt" i træningen og få dem godt uddannet til alles glæde, når der kan trænes frem mod en reel og fair konkurrence.

Tak fordi, I vil overveje ovenstående.

Jeg er sikker på, at hvis der kommer et nyt regelsæt fra Dansk Rideforbund, vil MANGE bliver rigtigt glade, såvel ryttere, avlere som småheste!

Med venlig hilsen
Ghita Kromann Christensen "

 

Svaret fra Dansk Rideforbund lød:

"Hej Ghita.
Mange tak for dit meget gennemtænkte og velbegrundede forslag.

Disse muligheder har været oppe og vende jævnligt og for år tilbage havde man ”småhesteklasser”. Desværre var der ikke tilslutning til dem og konceptet blev nedlagt igen.
Der bliver ikke indført småhesteklasser på nuværende tidspunkt men der er en arbejdsgruppe som fokuserer på stævneopbygning og udvikling og de arbejder ligeledes med inddelingen af klasser og heste, så de modtager dit forslag som inspiration.

Med venlig hilsen

Trine Bach
Sportskoordinator
Dansk Ride Forbund"

Et sådant svar giver mig blot mere lyst til at udbrede budskabet yderligere, så vi er så mange som muligt, der kan indikere at vi gerne vil have mulighed for at starte på vores små heste til stævnerne og stadig have en fair konkurrence

SÆT DIN UNDERSKRIFT HÉR OG BAK GERNE OP OM INITIATIVET - SÆRLIGT RYTTERE, SOM P.T. STARTER ELLER SOM ØNSKER AT STARTE STÆVNER MED DERES LILLE HEST, MÅ MEGET GERNE SKRIVE UNDER.

NÅR JEG SYNES VI HAR EN GOD OPBAKNING, VIL JEG LADE RESULTATET TILGÅ DANSK RIDEFORBUNDS SPORTSUDVALG.

UDBRED GERNE LINKET TIL DIN OMGANGSKREDS! :-)

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg har lavet en side på Facebook, hvor alle vi, der har små heste, som vi gerne vil bruge i fair konkurrence under Dansk Rideforbund, kan forene os.

"Fair konkurrence for små heste i ridesporten"

https://www.facebook.com/pages/Fair-konkurrence-for-sm%C3%A5-heste-i-ridesporten/438214062970319?fref=photo

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Ghita Kromann Christensen    Kontakt forfatteren af dette andragende