Et fremtidigt BSV

”FORSLAG TIL ET FREMTIDIGT BSV”

Dette forslag er udarbejdet, diskuteret og sammensat af de nuværende trænere og holdledere fra U5 til U19 samt en række øvrige frivillige interessenter og forældre i BSV. Forslaget har med andre ord sit opdrag hos en lang række af de personer, der i årevis har været bredt funderet i BSV’s børne- og ungdomsafdeling.

En demokratisk forening

Vi ønsker, at BSV bliver en demokratisk forening, hvor alle medlemmer har stemmeret. Hvis et medlem er under 16 år, varetages stemmeretten af forældre/værge.

Bestyrelse og organisation

Generalforsamlingen udpeger to demokratisk valgte Forretningsudvalg. Én for børne- og ungdomsfodbolden (U5-U19) og Én for seniorfodbolden (senior, oldboys, veteran m.fl.). Der vælges en overordnet bestyrelse med repræsentanter fra de 2 forretningsudvalg. Forretningsudvalgene arbejder udfra en Forretningsorden med 100% administrativt og økonomisk selvstændigt mandat og ansvar.

Gennemsigtig, bæredygtig og adskilt økonomistyring

Økonomien adskilles mellem børne-og ungdomsfodbold og seniorfodbolden Indtægter fra børne- og ungdomsfodbolden skal forblive og investeres i børne- og ungdomsfodbolden. Tilsvarende for seniorfodbolden.

Attraktiv kontingentstruktur

I BSV kan man spille fodbold på mange niveauer. Vi ønsker, at kontingentstrukturen er attraktiv og tager hensyn til de respektive ambitionsniveauer. På alle årgange findes et basiskontingent. Hvis du spiller med på et talenthold eller på BSV Akademi, betaler du et talent- og/eller akademigebyr for den ekstra ydelse, du modtager.

Sportslig ambition

Vi ønsker, at BSV favner bredt og prioriterer både bredde og elite for såvel drenge som piger. Et solidt talentarbejde fra U10 og op gennem ungdomsrækkerne skal sikre, at BSV over tid også får et dygtigt 1. seniorhold, hvor hovedparten af spillerne har en lang BSV-historik.

Trænerkompetencer

Vi ønsker, at BSV har uddannede, motiverede og engagerede trænere – på både elite- og breddeniveau. På årgang U10-U19, hvor der tilbydes talent- og/eller ‘akademi’-træning, skal talentgruppen trænes af betalte trænere, der finansieres af et talent- og/eller akademigebyr. De tilbud, der udvikles omkring ‘talent’ og ‘akademi’ udbydes til både pige- og drengefodbolden.

BSV økonomi på den korte bane

På den korte og mellemlange bane igangsættes nye initiativer, eksempelvis stævner, camps og et akademi som skal øge indtægterne. Derudover eksekveres en ny sponsorstrategi for børne-og ungdomsfodbolden.

 

Hvis du er enig i, at det er den rigtige vej for BSV efter sommerferien – må du meget gerne tilkendegive dette ved at skrive under her.