Det handler om journalistikken, ikke om journalistens personlige baggrund

Der har været meget debat oven på Martin Krasniks interview med den norske læge Mads Gilbert i Deadline den 2. august. Desværre er meget af den blevet forkludret, fordi fokus er havnet på om hvorvidt én med jødisk baggrund kan dække Israel-konflikten.

Vores kritik af interviewet handler ikke om Krasniks baggrund, men derimod om hans metode, som desværre er typisk for den overvejende pro-israelske dækning vi har set i medierne. Grunden til at vi er utilfredse med Deadline-interviewet er:

1) FORKERT VINKLING
Hele Krasniks præmis var at sætte spørgsmålstegn ved Mads Gilbert som øjenvidne, ved at påstå at han havde en politisk forbindelse til Hamas. Den vinkling skyggede fuldstændig for at Gilbert kunne dele hans observationer med seerne og give en beretning baseret på sin faktiske tilstedeværelse på hospitalet i Gaza. På den måde undgik man fokus på Israels krigsforbrydelser, på de lemlæstede lig på Al-shifa hospitalet.

2) UKRITISK OMGANG MED EGNE KILDER
Krasnik var meget kritisk overfor Gilbert. Til gengæld var han ikke specielt kritisk med de kilder han ihærdigt brugte til at tilsværte Gilbert med. Således formåede han fuldstændigt at manipulere et interview med en Hamas-talsmand til at få det til at se ud som om Hamas åbent forsvarede brug af mennesker som missilskjolde, når det der blev sagt faktisk bare var at palestinænserne forsvarer deres hjem. Omvendt nævnte Krasnik ikke rapporter fra uafhængige organisationer som Amnesty International, Human Rights Watch og FN's fact-finding missions, der dokumenterer, at Israel tidligere har brugt "menneskeskjolde", hvorimod der ikke findes tilstrækkelig dokumentation, der underbygger Israels anklager om, at Hamas har brugt "menneskeskjolde".

3) BEGRÆNSNING AF TALETID
Vi er enige i, at kritisk journalistik ikke er det samme som mikrofonholderi og at der er brug for at sætte spørgsmålstegn ved de udsagn, som en interview-person kommer med. Men den mundhuggende og polemisk-konfronterende måde, hvorpå Kranik konstant afbrød Gilbert var irriterende og bidrog ikke til at seeren fik mere ud af programmet. Det er unødvendigt i et længere interview med god tid og det stod også i kontrast til andre interview, f.eks. det med officeren, hvor vedkommende fik langt bedre tid til at tale ud.

4) SYMPTOMATISK FOR DÆKNINGEN
Desværre var Gilbert-interviewet ret repræsentativt for den måde de danske medier har dækket konflikten på. Man har i det store hele fremstillet det som en konflikt mellem to lige parter, hvilket er at vende fakta fuldstændigt på hovedet. Vi opfordrer derfor DR og resten af det danske pressekorps til at sadle om i forhold til denne konflikt og dække kendsgerningerne; ruinerne, de sønderbombede skoler og hospitaler og de tusinder af palæstinensere der har mistet venner og familiemedlemmer.