Vi vil beholde de generelle tilskud til triptanerne!

Medicintilskudsnævnet har nu (igen) anbefalet Lægemiddelstyrelsen, at det generelle tilskud skal fjernes fra triptan-injektionerne, fra Zolmitriptan smelt og fra de tre nyere triptaner (Almotriptan, Eletriptan og Frovatriptan).

Begrundelserne er primært, at disse midler er dyre, og der er alternativer, som er billigere.

Vil du beholde det generelle tilskud til alle triptaner, så skriv under her!

Injektionerne forventes erstattet med næsespray. Det vil med medicinpriserne i januar 2017 give en prisreduktion før tilskud fra 202 kr for den billigste injektion til 155 kr for den dyreste (dvs største indhold af Sumatriptan) næsespray, eller 47 kr per dosis når vi ser bort fra tilskuddet. Dvs staten sparer højst 47 kr per dosis, ved at tvinge migrænikerne over på næsespray. Der blev solgt ca. 7000 doser injektioner i 2015 (data fra medstat.dk). Den samlede besparelse (inden tilskud) bliver derfor ca. 329.000 kr (7000 doser, besparelse 47 kr per dosis).

Medicintilskudsnævnet argumenterer for denne besparelse ved at henvise til, at "44 personer i 2014 købte flere end 200 injektionspenne (100 pakninger), hvilket betyder et forbrug af sumatriptan på mere end 9 dage per måned (med to injektioner de fleste dage), som er over grænsen i forhold til udvikling af medicinoverforbrugshovedpine." Der var 1.900 brugere af injektioner i 2015. Det betyder, at 1.850 brugere af injektionerne fratages den medicin, som har givet dem nogle gode timer eller dage hver måned, fordi 44 enkeltpersoner, i samråd med deres læge, har fået recepter på triptaninjektioner, som dækker deres behov.

Den samlede besparelse inden tilskud bliver, fordelt på de 1.900 injektionsbrugere, 173 kr i gennemsnit per injektionsbruger.

Triptan-tabletter af de 7 forskellige triptaner omtales ofte som ligeværdige. Men de er også forskellige, fordi de nedbrydes af forskellige enzymer.  De ældre triptaner (Sumatriptan, Zolmitriptan, Rizatriptan og Naratriptan) nedbrydes af enzymet MAO-A. De nyere triptaner (Almotriptan, Eletriptan og Frovatriptan) nedbrydes af enzymer af typen CYP. Disse enzymer kaldes ofte for leverenzymer. Det anslås at op til hver tredje migræniker har lille aktivitet af MAO-A, dvs. de nedbryder de ældre triptaner langsommere end forventet ud fra kliniske forsøg. Når medicinen ikke nedbrydes som forventet, oplever brugeren af medicinen flere bivirkninger end gennemsnitsbrugeren.

Tilsvarende er der en mindre procentdel af migrænikerne, som har lille aktivitet af de leverenzymer, som nedbryder Almotriptan, Eletriptan og Frovatriptan. De oplever tilsvarende at få uventet mange bivirkninger af disse triptaner.

De nyere triptaner, som tilsammen bruges af knapt 10.000 migrænikere, kostede i januar 2017 mellem 20 kr og 61 kr per tablet. Hvis alle brugere skiftede de nyere triptaner ud med den billigste Sumatriptan (til under 3 kr), bliver den samlede besparelse (inden tilskud) på lidt over 4 millioner kr. Til gengæld får de 10.000 migrænikere ubehagelige bivirkninger. De har alle sammen prøvet flere (billigere) triptaner, inden de er endt med at få en af de nyere, dyrere triptaner.

Smeltetabletter bruges især af migrænikere, som kaster meget op, eller som har behov for at tage en triptan-dosis uden at det bemærkes af f.eks. kolleger. Rizatriptan og Zolmitriptan findes som smeltetabletter. Medicintilskudsnævnet anbefaler at fjerne tilskuddet fra Zolmitriptan smelt, fordi disse tabletter i januar 2017 koster 21 kr per dosis. Rizatriptan smelt koster 5,50 kr. Det giver en besparelse på ca. ½ million kr om året.

Enkelttilskud: Lægemiddelstyrelsen understreger, at man altid kan søge enkelttilskud - dvs. at patient og læge sammen søger om at patienten får livsvarigt tilskud til den medicin, som de ikke kan undvære. Men det kræver, at lægen ved nogenlunde hvilke ord, Lægemiddelstyrelsen lægger vægt på, for den givne medicin. Skrivere lægen ikke de rette ord, gives der ikke enkelttilskud.

Skriv under, hvis du mener, det er forkert af fjerne tilskuddet på triptanerne som beskrevet her. Og fortæl gerne, hvad det vil betyde for dig, hvis du ikke får enkelttilskuddet. Der er selvfølgelig de økonomiske konsekvenser, men også i høj grad konsekvenserne for din livskvalitet og arbejdsevne/mulighed for at kunne fungere i dagligdagen.

Læs Medicintilskudsnævnets indstilling til Lægemiddelstyrelsen 
http://laegemiddelstyrelsen.dk/da/nyheder/2017/~/media/2AF1484445E248EC8A78FEFB5F3C628D.ashx

Lægemiddelstyrelsen lover os at der kommer en 5 måneders 'indkørsel, inden de nye regler træder i kraft, så alle kan nå at søge enkelttilskud.


Anne Bülow-Olsen, Migrænikerforbundet    Kontakt forfatteren af dette andragende