Danmark mangler et seriøst parti

Hvorfor vokser uligheden i det danske samfund? Hvorfor bliver
solidariteten mindre? Og lige så vigtigt: hvor er de spændende politiske
mål og visioner – de visioner der skal bringe Danmark fremad og videre som
samfund?

Ved at underskrive denne erklæring udtrykker man sit ønske
om kvalificeret modspil over for nyliberalismen: Der er behov for et nyt
parti, der tør arbejde på at genindføre solidariteten i det danske
samfund.

Regeringens alt for ukritiske omgang med nyliberalistisk tankegods
truer med at øge uligheden og reducere fællesskabet til et konkurrencesamfund
af enkeltindivider. Samtidig har venstrefløjen ofret de langsigtede politiske
visioner på magtens alter. Solidariteten er sat på stand-by, og krisetilstanden
gjort permanent.

Et nyt parti bør være et seriøst parti, der tør tænke
nyt, frækt og kreativt. Der tør mobilisere og inddrage borgerne ved hjælp af
moderne kommunikationsteknologier. Der tør kigge med nye øjne på for eksempel
uddannelse, integration og offentlig transport.

Der er – mere end nogensinde – brug for store visioner i
dansk politik. Og der er brug for kvalificeret modspil til nyliberalismen.