Cykelsti langs Havdrupvej

Underskriftsindsamling til Roskilde Byråd vedr. cykelsti langs Havdrupvej.  

Kære Havdrup borger.  

Du opfordres hermed til at deltage i en underskriftindsamling til Roskilde Byråd angående en cykelsti langs Havdrupvej. Vejen hører til Roskilde Kommune.

Vi indsamler underskrifter til Høstfesten den 3. september ved Brugsen mellem kl. 11.00 og 13.00, men har du ikke mulighed for at møde op, kan du  skrive under elektronisk her.

Havdrupvej er livsfarlig at færdes på for lette trafikanter. Det er med livet som indsats at cykle eller gå på den vej. Den er smal, snoet og har dårligt udsyn. Der kører tung og hurtig trafik og nogle steder er der opsat autoværn for at undgå at bilerne kører ind i husene.

Det er gruopvækkende at se en cyklist på strækningen, når en lastbil passerer, for slet ikke at tale om, når en modkørende bil samtidig passerer.  

Vi har selv brug for at cykle på Havdrupvej til og fra arbejde i Roskilde eller når vi skal på familiebesøg, men vi tør simpelthen ikke af frygt for at blive kørt ned. Vi er sikre på, at mange andre Havdrupborgere heller ikke tør cykle på Havdrupvej, så det har vi besluttet at forsøge at gøre noget ved. 

Kom og sæt din underskrift, også selvom du ikke har brug for at cykle på strækningen lige nu. Det kan jo tænkes, at du får brug for det senere. Eller måske dine børn får brug for at komme sikkert frem via en cykelsti, når de bliver lidt større. Eller skriv blot under for at støtte en god sag for borgerne i Havdrup.  

Vi har tidligere rettet henvendelse til Roskilde Kommune om problemet, men må konstatere, at Roskilde Kommune ikke har planer om at prioritere en cykelsti langs Havdrupvej. Efterfølgende rettede vi henvendelse til Solrød Byråd, med opfordring om at indgå i et økonomisk samarbejde med Roskilde kommune om projekt cykelsti på Havdrupvej, men Solrød Kommunes mulighed for at yde støtte begrænses af at vejen ligger i nabokommunen.  

Det er nu kommet os for øre, at Roskilde Kommune vil iværksætte en tælling af cykeltrafik på Havdrupvej i september måned i år til belysning af behovet for en cykelsti. Men så længe cyklisterne ikke tør benytte Havdrupvej, siger det sig selv, at en sådan tælling ikke kan dokumentere det reelle behov. Derfor må vi prøve noget andet!  

Der skal selvfølgelig indsamles et rimeligt stort antal underskrifter, for at overbevise politikkerne i Roskilde Kommune om nødvendigheden af at investere i projektet. Så skriv under NU!

Hilsen Allan og Susanne


Allan og Susanne Gotthelff    Kontakt forfatteren af dette andragende