Bevar Dyreklubben i Frederikssund kommune

Denne underskriftsindsamling er henvendt til uddannelsesudvalget i Frederikssund kommune, som har til hensigt at lukke blandt andet dyreklubben i Frederikssund kommune.

Vi indstiller til at kommunen genovervejer deres beslutning, som virker kortsigtet og med en meget ubetydelig besparelse, set i forhold til  de personlige omkostninger, det vil have for dyreklubbens børn, samt de forventede afledte økonomiske omkostninger, det vil have at forsøge at integrere disse børn i Klub Mixs hovedfacilitet.

På trods af forståelse for at kommunen har et budget at overholde, virker besparelsen er på 200.000 kr. årligt ubetydelig set i lyset af den store betydning klubben har for mange børn i kommunen og særligt børn som ikke vil trives i en stor klub fordi de har behov for et roligt pusterum i en stadig mere presset hverdag i vores folkeskoler.

Dyreklubben har et stort ude areal, med dyr som geder, høns, marsvin, katte og kaniner. Børnene i klubben tilbydes ansvar for en kanin eller et marsvin og deltager i et dejligt fællesskab omkring det at passe dyrene. Dette er utrolig givende for ALLE børn, at lære at drage omsorg for et andet væsen samt deltage i et fællesskab omkring pasningen. Særligt børn som har udfordringer såsom angst, og  stress, kan have stor glæde af at komme et sted som dyreklubben, hvor der er roligt, god plads og fremfor alt dejlige dyr, som de oplever, de er gode til at holde af og passe på, hvilket giver rigtig god selvtillid og følelse af selvværd.

Omend Klub Mixs hovedafdeling og Klub 107 er fortræffelige klubtilbud til mange af kommunens børn, så er det ikke et klub tilbud, hvor børn, der har brug for rolige og overskuelige omgivelser vil trives, fordi det er  stort, uoverskueligt og der er rigtig mange børn samlet på meget lidt plads set i forhold til arealerne i dyreklubben. 

Derfor underskriver jeg denne underskriftsindsamling for at indlevere den til høringssvaret og beder Frederikssunds kommune bevare dyreklubben, fordi den er et nødvendigt tilbud til mange af kommunens børn og er et dagtilbud, som ikke er modsvaret af Klub Mix hovedfascilitet eller klub 107.

Initiativ tager til underskriftsindsamlingen er Berit Dangaard Brouer.

Herunder er både et uddrag for mødereferatet og et link til refereatet på kommunens hjemmeside:

http://www.frederikssund.dk/…/Uddannelse…/referat-2016-04-04

"Arealoptimering

På grund af få børn i klub Nord (ca. 50 børn i aldersgruppen), den økonomiske virkelighed, budgetrammebesparelsen i budget 2016 og ønsket om arealoptimering foreslår klubberne, at Klub Nord lukkes pr. 15. juli 2016. Børnene i klubben tilbydes omplacering i Klub Mix. For at sikre at så få børn som muligt berøres af den evt. lukning, er indskrivningen til klub Nord midlertidig og indtil endelig politisk stillingtagen suspenderet. Ligeledes indstiller Kultur-, idræts og dagtilbudschefen, at aktiviteterne i dyreklubben senest med udgangen af 2016 ophører. Dyreklubben er en del af Klub Mix. Kaninerne, som har til huse i dyreklubben, forsøges fordelt blandt interesserede forældre. De kaniner der evt. ikke afsættes findes der en alternativ placering til.

 

Begrundelsen for ønsket om arealoptimering er dels et ønske om at samle klubvirksomheden på færre lokaliteter og dermed opnå en bedre driftsøkonomi dels at indfri den politiske beslutning om arealoptimering på klubområdet. Indtil videre indstilles de øvrige klubaktiviteter til at foregå fra de i dag kendte lokaliteter. Der skal dog i løbet af 2016 findes en langsigtet løsning for klubberne i Skibby og Jægerspris.

 

Økonomi

I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2015 blev der indarbejdet besparelse på 5,0 mio. kr. fra 2017 vedrørende effektivisering af ledelse, administration og m2 i klub, ungdomsskole og ungdomsklub. Når klubområdet ikke længere ønsker at benytte Dyreklubben samt Klub Nord, vil bygningerne blive forsøgt frigjort og provenu svarende til 0,2 mio. kr. årligt for Dyreklubben og 0,9 mio. kr. årligt for Klub Nord blive tilført.


Indstilling

Kultur-, idræts og dagtilbudschefen indstiller til Uddannelsesudvalget, at:


1.Mål og rammebeskrivelsen principgodkendes og sendes i høring klubbens forældrebestyrelse og i MED-udvalget i klubberne.
2.Samarbejdsaftalen om gadeplansarbejde mellem SSP & fritids- ungdomsklubberne tages til efterretning.
3.Styrelsesvedtægten principgodkendes og sendes i høring klubbens forældrebestyrelse og i MED-udvalget i klubberne.
4.Rammen for det pædagogiske tilsyn med Fritids- og ungdomsklubber principgodkendes og sendes i høring klubbens forældrebestyrelse og i MED-udvalget i klubberne.
5.Indstillingen om at lukke Klub Nord pr. 15. juli 2016 principgodkendes og sendes i høring klubbens forældrebestyrelse og i MED-udvalget i klubberne.
6.Indstillingen om at lukke for aktiviteterne i dyreklubben senest med udgangen af 2016 principgodkendes og sendes i høring klubbens forældrebestyrelse og i MED-udvalget i klubberne.
7.Høringsperioden fastsættes til at løbe fra 5. april 2016 - 26. april 2016 kl. 12.00.

 

Beslutning

Godkendt, idet udvalget ønsker en beskrivelse af, hvordan området vil arbejde med de unge i det tidligere klub Nords distrikt, forelagt sammen med høringsvar fra området."


Berit Dangaard Brouer    Kontakt forfatteren af dette andragende