Bevar Dalgaarden, Århus

doegninstitutionen-dalgaarden.jpg

Hvorfor du skal skrive under? Det skal du fordi det her er et helt unikt sted. Du skal skrive under fordi Dalgaarden også er et hjem for de børn der nu ikke længere bor der, men har Dalgaarden som deres barndomshjem. Du skal skrive under fordi Dalgaarden har løftet opgaven med de her børn i 57 år, og fordi de fortsat vil være i stand til det, og fordi plejefamilie ikke er den rigtige løsning for de her børn.

Dalgaarden i Århus er et opholdstilbud for børn der har det svært, de har det dårligt med sig selv, men ofte er samspillet med andre konfliktfyldt. Dalgaarden er et sted hvor de gennem arbejdet med børnene, både i skoleregi og på afdelingerne lærer børnene at begå sig, så de igen kan klare sig i forhold til jævnaldrene kammerater, i skole og i fritiden.

Det er nu slut efter 57 år. 

Århus Kommune har valgt at trække deres visitation af børn til Dalgaarden, efter en periode hvor der ikke har været styr på pædagogikken, samt grænseskridende adfærd personale og børn imellem. Der er nu taget hånd om det, og Århus Kommune har sammensat ny ledelse, der fik arbejdsro til at rette op på situationen. De skulle udarbejde en plan for hvordan de ville få Dalgaarden tilbage på sporet. Århus Kommune er imidlertid ikke tilfreds med denne genopretningsplan og trækker derfor nu støtten til Dalgaarden, med en tidsramme på to måneder til nedlukning.

Mit personlige forhold til Dalgaarden ligger i, at jeg har min dreng anbragt der. En dreng hvor det hele stormer indeni, men Dalgaarden har bidraget til en kæmpe udvikling, det kan du læse mere om på min facebook: Pernille Lundgård, eller i JPÅrhus onsdag d. 17/10-2018.

Selvfølgelig skal man ikke fortsætte med et bosted hvor de voksne ikke opfører sig ordentligt overfor børnene.

Men vi har før været igennem noget af det samme, og jeg synes der tegner sig et billede: man har en velfungerende institution, hvor man udhuler budgetterne, visiterer børn der ligger udenfor institutionens kompetenceomrråde, hvorefter man siger institutionen ikke kan magte opgaven. Kommunen vil gerne have børnene i plejefamilie, da dette er billigere. Som jeg ser det, er det kun billigere på den korte bane. De her børn har ikke brug for mere familie, de har en familie, men nogle problematikker der gør de ikke kan bo hjemme. 

Med al respekt for det kæmpe arbejde plejefamilier rundt om i landet gør, er det ikke de her børn har brug for. 

Dalgaarden er med dens interne skole et helhedstilbud til de børn der ikke kan klare et almindeligt børneliv med skolegang, fritidsinteresser, venner og familie. Børnene bor, og går i skole her og øver sig tilbage til et liv som alle andre unges: med fritidsjob, folkeskole, familie og venner. Først i små portioner, men senere hen mere og mere. For min egen drengs vedkommende er socialiseringen foregået i den lokale fodboldklub, men det var aldrig lykkedes uden de dygtige fodboldtrænere og Dalgaardens støtte. 

De her børn er her stadig selvom Dalgaarden lukker, og jeg synes denne beslutning er taget hen over hovedet på os. Der ingen der har spurgt børn og forældre hvad de synes om Dalgaarden, mig bekendt er medarbejderne, herunder pædagoger og lærere heller ikke blevet hørt. Som jeg ser det er det en skrivebordsbeslutning taget af embedsmænd, der ikke har undersøgt virkeligheden som den ser ud nu. 

 Jeg vil sætte stor pris på din underskrift, så vi kan vise Århus kommune det ikke er ok at lukke en institution med en lang god historie, fordi den har haft et dårligt år.