Bevar Benløse Børnhave

Man har fra Ringsted kommunes side bestemt at man vil "optimere" driften af børnehaver i byen nok en gang. Dette betyder at man vil lukke endnu en lille børnehave, fordi man mener at stordrifts-fordelene vejer tungere end børnenes ve og vel.

I Benløse Børnehave er der en dejlig stemning, når man som forælder kommer der, både om morgenen når man skal aflevere sit mest dyrebare eje, og om eftermiddagen, når man skal hente sin prins eller prinsesse igen.

Man oplever at de er trætte, beskidte, ja brugte, både fysisk og psykisk.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var der ikke mange dage, hvor jeg ikke enten var sølet til med mudder, havde et sår på knæet eller havde revet mig på et eller andet.

Da jeg var med ovre og se Benløse Børnehave første gang, så jeg en skøn børnehave, hvor de engagerede voksne legede med børnene, og børnene legede både sammen og hver for sig. Der var plads til alles leg.

- Ja, jeg syntes at det legestativ så meget højt ud, og min lille prinsesse skulle de nok holde væk fra det, da hun jo kunne risikere at falde ned og slå sig...

Da jeg hentede hende, for efterhånden noget tid siden, skulle jeg med ud og se hvad hun kunne. Hun hev mig med hen til legestativet, og med den største sikkerhed og elegance klatrede hun rundt og rundt og op og ned, og da gik det op for mig, at hun har fået lov til at være del af en børnhave, hvor man udvikler sig, i sit eget tempo, og bliver udfordret på sit eget niveau.

Jeg oplever denne børnehave og den voksne som et fantastiske, bare fordi min mindste datter elsker den. Og det er den primære grund til at den ikke må lukke!

Der er i denne børnehave også en sproggruppe, hvor man tager hånd om de svageste børn, og får dem inkluderet i den daglige gang. Man mener at skulle overføre dette til en anden børnehave, men erfaringen siger, at man flytter, trimmer og justerer indtil der ikke er en gruppe tilbage. Det er igen en af fordelene ved stordrift... på bekostning af børnenes ve og vel.

 

Med venlig hilsen

Claus Madsen

Far til Frida Marie Madsen i Benløse Børnehave