Bevar autisme-klasserne på Storebæltsskolen

Vores datter er autist og har adhd. Hun har i de første 5 år af sit institutionsliv være fejlplaceret. Hun startede i august 2012 på Storebæltskolen, i 0. C.
C-Klasserne på Storebæltsskolen er autismeklasserne. Med andre ord, så er der kun børn med autisme diagnoser. Der er lige nu 9 børn fordelt på 4 klasser. Min datter går i 0 sammen med en anden dreng og 2 drenge fra 2 C.
Det har ikke været nemt at starte i skole, men Bella skulle ikke være der ret længe før vi kunne se at hun ikke længere var fejlplaceret. C-Klasserne er isoleret, fra de andre, og alt kører via piktogrammer og faste rutiner. Gentagelse på gentagelse, lige som vores datter skal have det og som autister generelt skal have det. En let genkendelig hverdag, hvor alt ligner sig selv fra gang til gang.

C-Klasserne har tilknyttet 9 voksne, lærere og pædagoger. Voksne der stråler og på alle måder brænder for deres job, og for de børn de har tæt kontakt med hver dag. De er professionelle, helt ud til fingerspidserne, og ved præcist hvordan de skal gå til værks.

Aldrig er vi blevet mødt med så god en forståelse, med så åbne sind og med så fantastisk samarbejde omkring vores datter.

Skoledagene blev hurtigt noget Bella glædede sig til. Det var ikke nemt, for det var en ny hverdag, nye strukturer, nye mennesker, lokaler, områder og udfordringer. Men hun klarede det flot, og det skyldes de fantastiske rammer, og tiltag der er på skolen og ikke mindst de personaler der omgiver hende. 
Ud over skoletiden, så er der fritid, som dagligt har åbent til kl 16. Det er også noget Bella benytter, men som skrevet tidligere, så er der mange nye ting der skal læres med nye steder, og som det er lige nu, er Bella i fritidsdelen 2 dage om ugen til kl 16. Det er de to eneste dage hvor hun benytter tilbuddet fuldt ud. Det er ikke fordi hun ikke vil de andre dage, ej heller fordi vi er pyldrede, men simpelthen fordi ting tager tid. Hun kan ikke mere, det er hvad hun kan holde til. Ændringer tager tid, lang tid. Vi har arbejdet på det siden skolestart, og vi skal nok nå dertil, hvor hun kan få fuldt udbytte af skolen og deres fritidstilbud, for hun elsker at være der. I det strukturerede og velkendte miljø, med de kendte ansigter, der passer så godt på hende. Målet er at Bella skal benytte fritiden fuldt ud når vi når sommerferien. Det er en indkørsel på et år, det må siges at tage sin tid, men det er sådan det er når man er forældre til en autist. Ting tager tid. Men der er lyse udsigter, for det går fremad...

Eller gør det???

For nu får vi at vide at udvalget for Børn, Uddannelse og Integration har besluttet på deres møde d. 6. marts 2013, at sende et forslag vedrørende organisering af de specialpædagogiske tilbud på skoleområdet i høring.

I forslaget fremgår det, at Storebæltskolens autismetilbud pr. 1. august skal flyttes til Stillinge skole, hvor der i forvejen er et autismetilbud.  Forslaget er i høring til d. 26. maj 2013, hvorefter Børn, Uddannelse og Integrationsudvalget vil lave en indstilling til Byrådet, som herefter vil tage en beslutning i sagen.

Hvad sker der så med alt det, der nu fungerer så godt.

Vores datter trives og har det så fantastisk. Hun klapper af glæde når bussen kommer om morgenen, og har altid noget godt at fortælle når hun kommer hjem, hun har kæmpet så mange kampe allerede og er endelig landet på rette hylde.

Nu vil de så rykke hende igen. Hvad vil det ikke gøre ved hende, hvor mange kampe skal hun kæmpe for at få fred til bare at være Bella, og gå i den skole hun elsker.
Hun skal igen starte fra 0, snakker vi igen et år med indkørsel, nye folk, nye lokaler, nye rutiner? For ikke at nævne at vi som bil-løse forældre ikke har mulighed for at hente vores datter i skolen. Det betyder at hun er tvunget til at tage bussen både ud og hjem, lige som det vil mindske vores personlige kontakt til personalet. 
Der hvor hun er nu, kan vi til hver en tid aflyse en bustur, og hente hende i skolen, det bliver ikke muligt fremover, hvis de rykker hende.

Får de forslaget igennem, så skal Bella og hendes familie starte forfra igen og nu gik det lige så godt.

Vi håber af hele vores hjerte at forslaget ikke bliver vedtaget, så det skoletilbud, vores datter elsker så højt, og som vi selv elsker lige så højt, for lov at blive i vores lokalområde. Så vi stadig kan hente vores datter og snakke med de personaler, der har gjort at vores datter trives bedre end hun nogensinde tidligere har gjort, givet hende en hverdag hun nyder fuldt ud, med de begrænsninger, hendes handicaps nu engang giver hende.

Dette er min datters og vores historie, men der er 8 andre børn og familier, der bliver ramt lige så hårdt, lige som personalet gør.

Fakta er:

-      At de vil rykke vores børn med autisme ud på en normal skole. Her har de en barak, hvor der vil være ca 40 børn med autisme. De kan så kigge på alle de normalt fungerende børn, de børn som de aldrig selv bliver en del af.

-      At de skal være 9-10 børn i hver klasse, hvor de nu er 2-4 børn.

-      At de fjerner alle pædagoger fra klasserne og skære ned på lærerne.

-      At de, som det er nu, allerede har svært ved skolegangen, men med den gode støtte, sker der fremskridt.

-      At de bliver fjernet fra deres nærmiljø.

-      At deres nuværende lærere og pædagoger ikke følger med.

-      At de ikke er garanteret at komme i klasse med nogen de kender.

-      At de kalder dette inklusion.

Sonny Pedersen og Betina Olsen    Kontakt forfatteren af dette andragende