9A til Refshaleøen

Denne underskriftindsamling afleveres til Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg samt økonomiudvalget. Med din underskrift lægger du en stemme i, at 9A's rute bør forlænges til Refshaleøen. Således vil de over 2.000 nye beboere på Margretheholmen samt beboere, arbejdende og besøgende på Refshaleøen have en direkte og hurtig forbindelse til resten af byen og metroen på Christianshavn - også i nattetimerne.

Området:

Margretheholmen og Refshaleøen er et dejligt område i rivende udvikling beliggende i København K. Området står dog overfor en ærgerlig trafikal udfordring. Især på Margretheholmen er parkeringsbåsene fyldte, trafikken i området stigende, og flere og flere anskaffer sig biler. Årsagen er, at der ikke er den nødvendige offentlige infrastruktur.

For beboere, arbejdende og turister der skal til Margretheholmen og Refshaleøen, der benytter sig af de mange tilbud i området, herunder Teaterøen, Copenhell, Distortion, B&W hallerne, gallerier, Lynetten lystbådehavn, Københavns Yacht Service, Københavns Klatrecenter, den kommende Amager Bakke, Restaurant Amass og inden længe Noma, er den eneste offentlige transportmulighed bus 37 eller en gåtur på minimum 1 km til nærmeste 9A-busstoppested.

Den offentlige transport i dag:

Bus 37 kører 1-2 gange i timen – samt én gang i timen i weekenderne – og det tager (pga. en snørklet rute) ca. 20 minutter for den at køre fra Refshaleøen til Christianshavn st. Til sammenligning tager det ca. 7 minutter på cykel eller i bil, og bussen er derfor ikke et reelt alternativ i dag.

Argumentation:

Argumentet fra Københavns Kommune for ikke at forlænge busruten har været økonomien.
Der er dog væsentlig grund til at antage, at udvidelsen vil føre til øgede billetindtægter på ruten – specielt i forbindelse med de mange kulturelle arrangementer på Refshaleøen, men også fordi der er et betragteligt kundegrundlag blandt Margretheholmens ca. 2.000 nye beboere samt Refshaleøens arbejdende og besøgende.

En busrute direkte mellem Margretheholmen og Chrisitianshavn vil også kunne fragte børn hurtigere og sikkert til og fra skole og daginstitutioner på Christianshavn og resten af byen.

At afvise flere tusinde mennesker adgang til offentlig transport grundet økonomien menes ikke at være grundlag for ikke at udvide 9A's rute med 1,3 km til Refshaleøen. Disse mennesker har som beboere og arbejdende krav på at få stillet offentlig transport til rådighed, ligesom resten af København får det i dag.

At forlænge en eksisterende bustrue vil være en let måde at forbinde Margretheholmen og Refshaleøen med resten af byen på med offentlig transport.

Denne underskriftindsamling skal råbe Københavns Kommune, medlemmerne af teknik-, miljø- og økonomiudvalget op 

Se ruten på kort her for at se den ønskede forlængelse af 9A's busrtue.

"LIKE" FACEBOOK-SIDEN FOR 9A TIL REFSHALEØEN HER