Til de folkevalgte

Til de folkevalgte

I besidder den post, I gør, fordi folket i tillid har valgt jer til det daglige arbejde: til at sørge for, vores samfund fungerer til alles bedste. I mange år har vi troet på, at I udfyldte jeres rolle i den ånd, den var jer givet og efter jeres bedste formåen. I har taget jer godt betalt, og det har været jer vel undt, så længe I forvaltede vores tillid tilfredsstillende.

Nu er tilliden ikke alene på retur – den er tæt på helt at være forsvundet. Folket føler sig ikke alene svigtet, men direkte snydt og bedraget, manipuleret med, set ned på og fuldstændig tilsidesat.

Demokrati betyder folkestyre – men I har udhulet betydningen, frataget os indflydelse og solgt jeres sjæl på bekostning af vores. I har forvandlet jeres varetagelse af folkets ve og vel til magt over os – jeres undersåtter, som I kan træde til fode efter for godt befindende. Vores velfærd – møjsommeligt opbygget gennem årtier – har I lagt i ruiner på få år, og I ved selv, at I begår overgreb på befolkningen og er derfor nødt til at dække over jeres handlinger ved at vedtage nye love, der forhindrer os i at se jer over skulderen. Men samtidig nøjes I ikke med at se os over skulderen – I overvåger, spionerer over krænker vores privatliv – uhæmmet.

Børnene, som endelig via Rousseau blev accepteret som værende børn og ikke blot små mennesker, har igen fået frataget deres status. Ingen ret til barndom, ingen ret til omsorg. De tvinges ind i små larmende kasser uden mulighed for at undgå ensretning og opdrages til voksenlivet, endnu inden de ved, hvad livet er i sig selv. Ihærdige pædagoger står med hænder så fulde, at de knap har tid til at lære det enkelte barn at kende, og børnenes nærmeste, forældrene, sættes uden for indflydelse, og må end ikke selv vælge, hvad børnene skal spise … de folkevalgte har overtaget opdragelsen.

Også folkeskolen har I overtaget – folket har ingen indflydelse længere. I har sat regler for alt, og velmenende lærere mister gejsten over ikke at måtte undervise, inspirere eller give et varmt knus.

De smukke, unge mennesker … hvordan ser I på dem? Er de kun smukke, hvis de følger jeres doktriner? Er de en klods om benet, irriterende, uopdragne? I så fald har I selv ansvaret – husk det.

Det arbejdende folk, de ikke arbejdende, de syge, de svage, de gamle, de fremmede, dyrene – behøver jeg fortsætte? De bliver alle trådt på via love, som I gennemtrumfer hen over hovedet på folket, og vores miljø giver I fanden i. I sender soldater til at deltage i krige uden FN-mandat, og I behandler dem som skidt, når de syge og sårede vender tilbage. Kun de døde hylder I …

Danmark – jeg elsker dig, og jeg beklager dybt og inderligt, at en lille magtliderlig klike har solgt dig for ussel mammon, behandlet dig, som om du alene er deres.

(Skriv under, hvis du er enig)