Ørestad Skøjtehal bør holdes åben over sommeren

Onsdag d. 21. april åbnede Ørestad Skøjtehal igen for aktiviteter, til glæde for de mange ishockeyspillere og kunstskøjteløbere i Ørestad. Men allerede mandag d. 31. maj lukkes hallen for sommeren - efter kun én måneds aktivitet.  

Andre Sjællandske kommuner som Gentofte, Rødovre og Herlev har allerede meldt ud, at de holder deres skøjtehaller åbent for kommunens klubber. Sågar har KSF (Københavns Skøjteløber Forening), som også er hjemmehørende i Københavns Kommune, fået tilsagn om sommeråbent. Det vækker naturligvis undren at børn på Østerbro og i Ørestad ikke gives lige vilkår.  

Vi glæder os selvfølgelig på de andre klubbers vegne, men samtidig opfordrer vi politikerne i Københavns borgerrepræsentation til at behandle Københavns klubber og børn ens, ved også at holde Ørestad skøjtehal åbent.  

De mange skøjte- og ishockeyglade børn i Ørestad har allerede tabt over 4 måneders aktivitet. Ørestad Skøjte Klub og Copenhagen Falcons, der bruger skøjtehallen, står til at tabe mange medlemmer, ligesom det i perioden ikke har været muligt at hverve nye spillere til de fremtidige ungdomshold.  

Ved at holde skøjtehallen åbent over sommeren, vil det blive muligt for klubberne at genvinde noget af det tabte, både i forhold til medlemstilslutning men også for at opretholde det høje sportslige niveau. 

ØrestadSkøjtehal1.jpg