Nej til "børnefængsel"

En underskrift på denne side betyder, at man beder regeringen, DF og Socialdemokratiet om at opgive deres reform til bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Politiet skal ikke stille 10-14-årige børn over for et nævn, der på grundlag af politiets mistanke om kriminalitet udmønter ”mærkbare reaktioner”, herunder at børnene kan anbringes på en lukket institution.

10-14-årige børn skal opdrages af deres forældre, og hvis de ikke magter opgaven, må det sociale system tage over, som det indtil nu har gjort med stor succes. Politiets opgørelser viser, at antallet af forbrydelser begået af 10-14årige børn over de sidste 10 år er gået ned med 71 %.

I kan læse mere om reformen i ”Vores 10-årige børn” der er vedhæftet denne side og på justitsministeriets hjemmeside.

Jeg beder alle, der er enige med mig om at sprede kendskabet til underskriftindsamlingen. Kun hvis vi er rigtig mange, kan vi gøre os håb om at ændre beslutningen.

Hjælp mig med denne sag, som virkelig har rystet mig. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi flytte bjerge.

Eva Smith
Tidligere formand for Det kriminalpræventive Råd.

 

Justitsministeriets skema over reformens ændringer af den nuværende retstilstand og Eva Smiths bemærkninger til dette skema.

 

Oversigt over mistanker rettet mod 10-11-årige.

 

Skal vore 10-årige børn kropsvisiteres og spærres inde bag hegn?

Himlen er faldet ned på jorden. Eller i hvert fald er mit billede af retssikkerheden i Danmark gået i 1000 stykker.

Med regeringens nye udspil om ungdomskriminalitet (som er støttet af Socialdemokratiet) er der sket en voldsom og principiel svækkelse af de 10-14åriges retsbeskyttelse. Man vil nemlig indføre et system med en ungdomskriminalitetsforsorg og et ungdomsnævn, der kan pålægge konsekvenser for de 10-14årige ved mistanke om kriminalitet. Socialdemokratiet sikrede i for nogle år siden, at den kriminelle lavalder, der havde været nede på 14 år, blev hævet til 15 år. Hvad er der sket med det parti?

I regeringens udspil er der gode takter om prævention og opkvalificering af personale, men i dette indlæg koncentrerer jeg mig om de negative aspekter. Forslaget er en opfølgning på et foreløbigt forslag fra oktober 2017. Det er fint pakket ind i svulstige floskler om ”forebyggende indsats” og ”vise de unge vejen væk fra kriminalitet og tilbage i fællesskabet”. Der tales naturligvis heller ikke om straf, men om ”mærkbare reaktioner”.

Samtidig tales om børnenes farlighed ”Der er børn, som fra 10-års alderen har en så negativ og kriminel adfærd, at de begår personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet, dvs. f.eks. voldelige overfald, voldtægt mv.”

10 år. Voldtægt? Tilsyneladende aner politikerne ikke, hvordan et 10årigt barn ser ud – men jeg kan oplyse, at de altså ikke er ret store. Det angives, at børn på 10-11 år begår (altså mistænkes for) ca. 40 alvorlige forbrydelser om året. Jeg opfordrer justitsministeren til at lægge tallene for de enkelte forbrydelseskategorier fra sidste år frem. Så kan vi også se, hvor mange voldtægter der er.

Som systemet er i dag, er det forældre og sociale myndigheder, der handler, hvis politiet mistænker børn for kriminalitet. For de sociale myndigheder er det ikke afgørende, om et barn faktisk har begået kriminalitet. Hvis en 13årige skulker fra skolen og hænger ud med ældre drenge, som mistænkes for kriminalitet, er det et faresignal, som de sociale myndigheder reagerer på. Og det gør de så godt, at kriminaliteten blandt de 10-14årige i de sidste 10 år er faldet med 71 %.

En og halvfjerds procent! Man skulle tro, at tallet ville få politikerne til at lykønske forældre og sociale myndigheder med det flotte resultat – i stedet vælger man at indføre ”konsekvenser” helt ned til 10 år.

Den kriminelle lavalder på 15 fastholdes, beroliger man. Og børnene skal ikke i fængsel – men de kan risikere at komme på sikrede institutioner, hvor dørene er låst, og der er tremmer for vinduerne. Mon ikke de 10-14årige vil opfatte det som et fængsel? Og det er de ikke ene om. I Deadline d. 30. juni udtalte Bodil Phillip, der tidligere har været direktør for et lukket fængsel, at med de seneste stramninger for de sikrede institutioner, er der for hende at se ikke større forskel på et fængsel og en lukket institution.

Da den kriminelle lavalder i 2010 blev sænket til 14 år, advarede alle børnesagkyndige mod konsekvenserne, som i værste fald kunne betyde mere kriminalitet. En undersøgelse fra Aarhus universitet viser, at i den korte periode, hvor den kriminelle lavalder var nedsat til 14 år, klarede de 14årige, som blev straffet for kriminalitet, sig dårligere på en række parametre end 14årige, da grænsen var 15. Det drejer sig om, hvornår de forlader folkeskolen, hvordan de klarer sig i folkeskolen og – senere kriminalitet. Er politikerne blinde og døve?

Ligesom i forslaget fra 2017, deles kriminelle børn og unge op i 2 grupper: Unge i fødekæden, unge i risikozonen. Unge i risikozonen er typisk mistænkt for at have begået mindre alvorlig kriminalitet som butikstyveri eller hærværk. Over for denne gruppe foreslås at forpligte kommunerne til at overveje ungepålæg og forældrepålæg. Ungepålægget kan håndhæves af politiet. Desuden kan det indeholde brug af samfundsnyttigt arbejde som vaskning af brandbiler eller rengørelse af offentlige steder. Man er dog siden sidste oplæg kommet i tanker om forbuddet mod børnearbejde, så det samfundsnyttige arbejde kan kun anvendes overfor børn, der er over 13 år.

Unge i fødekæden er de unge mellem 12 0g 17 år, der har begået gentagen og alvorlig kriminalitet. Det anslås, at det er en gruppe på ca. 700. Man må medgive regeringen, at der findes en lille hård kerne, det har været svært for systemet at nå. Ofte har det sociale system arbejdet intensivt med dem. De har flere tiltalefrafald og af og til også adskillige domme bag sig. Indsatsen har af og til været præget af manglende koordinering eller er kommet for sent i gang. Undersøgelser viser, at en del i denne gruppe har psykiatriske diagnoser som ADHD eller PTSD, ligesom nogle af scorer meget lavt i intelligenstests. Det er fint, at regeringen fokuserer på denne gruppe.

Derimod er jeg meget i tvivl om , hvor mange 12- 14årige, der er i denne gruppe. Igen er der brug for en oversigt over deres kriminalitet.

Når politiet står med den enkelte mistænkte, skal politiet skønne, om personen hører til risikogruppen eller fødekæden. Mener politiet, at den pågældende hører til fødekæden, kan politiet indbringe sagen for et Ungdomskriminalitetsnævn. Dette skal bestå af en dommer, en repræsentant for kommunen og en politimand. En meget speciel konstruktion eftersom det også er politiet, der skønner, at den pågældende hører til fødekæden, og at mistanken er stærk nok til at indbringe sagen for Nævnet.

Det fremgår, at sagerne indbringes, når politiet har mistanke om kriminalitet – og så kan nævnet idømme forskellige sanktioner. Da forslaget blev fremlagt for et år siden, var der kraftig kritik af børnenes manglende retssikkerhed. Hvad nu, hvis barnet nægtede sig skyldig, og politiet tog fejl? En helt åbenbar mangel, som også er i modstrid med praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol og børnekonventionen. Men er det så lykkedes at finde en løsning på dette problem i de måneder, man har ”forbedret” lovforslaget?

I oplægget står blot, at hvis barnet nægter at medvirke ved foranstaltninger, kan politiet indbringe sagen for nævnet igen, der så kan tage stilling, om man skal anvende skærpede konsekvenser.

Men kan problemet klares ved at give barnet en forsvarer?

Det kan det desværre ikke. Vi er alle enige om, at 10-14årige skal opdrages, de skal vises en vej ud af kriminalitet, som de sociale myndigheder gør i dag. Som ansvarlige forældre gør, når de tager en alvorlig samtale med deres barn, så de kan få opklaret, hvad der er sket og om muligt udbedre skaden. Men hvad er en forsvarers opgave? Det er at sikre, at ingen bliver dømt, medmindre anklagemyndigheden kan bevise, at de er skyldige. En forsvarer vil naturligvis ikke råde sin klient til at tilstå, hvis forbrydelsen ikke kan bevises. Så i stedet for et system som vi har i dag, hvor voksne (forældre eller andre omsorgspersoner) beder børnene lægge kortene på bordet, så de kan gå videre i deres liv med en renset samvittighed, så vil barnet nu opleve, at den voksne(forsvareren) søger at hjælpe barnet med at skjule kriminaliteten, og at barn og forsvarer står sammen mod myndighederne. Det vil næppe gøre det nemmere for de sociale myndigheder at oprette et tillidsfuldt forhold til barnet, så man kan hjælpe det videre. Og hvad, hvis barnet bliver frikendt, men de sociale myndigheder stadig mener, at der er grund til bekymring – er de så afskåret fra at gribe ind, når barnet er frikendt?

I tænkepausen siden sidste år har man ikke fundet en løsning på børnenes retssikkerhed. Til gengæld har man ”styrket” det oprindelige forslag på en række punkter:

For det første at forslaget nu omfatter børn helt ned til 10 år.

For det andet ”effektiviseres anvendelsen af både børne- og ungepålæg og forældrepålæg ved at fjerne kravet om forudgående børnefaglig undersøgelse.” Det vil sige, at for at komme hurtigst muligt i gang med konsekvenserne, er der ikke tid til at undersøge, om det vil gavne det enkelte barn. Der gives straks et forældrepålæg om, at barnet møder i skolen hver dag – uanset at en børnefaglig undersøgelse måske ville have vist, at barnet mobbes i skolen, og den rette medicin mod pjækkeri er et skoleskift.

Derudover strammes grebet om børn og unge i sikrede og delvis lukkede døgninstitutioner (Det, der altså ikke er fængsler). Bl. a. med videoovervågning af fællesarealer og døralarmer samt at ”adgangen til kropsvisitationer og magtanvendelse udvides på de sikrede institutioner.”  Stramningerne skal sikre ”en tryg og forudseelig hverdag.” Mon nogen kan forklare, hvad ordet ”tryg” betyder i forbindelse med 10årige på sikrede institutioner?

Men vi mangler en meget væsentlig oplysning i denne storstilede plan: Ungdomskriminalitetsnævnet skal behandle sager vedrørende 10-17årige fra fødekæden. Det er ikke nødvendigt at indføre et Ungdomskriminalitetsnævn og en Ungdomskriminalforsorg af hensyn til de 15-17årige. Deres sager behandles allerede af de almindelige domstole. Hele dette store apparat har således kun mening i forhold til de 10-14årige, der skønnes at høre til fødekæden. Men hvor mange er det på årsbasis?

Der er afsat over 120 mio. kr. til reformen og ca. 56. mio. kr. årligt til at finansiere det nye system. Mon ikke pengene kunne anvendes bedre ved at analysere et repræsentativt udsnit af sagerne vedrørende de 7oo personer i fødekæden og vurdere, hvor det er gået galt?

Mit 10årige barnebarn kalder på mig. Han vil gerne have, at jeg ligger lidt hos ham, inden han falder i søvn, selv om han ligger med sin bamse ”Og når jeg sover, skal du lade døren stå åben. Der er så mange uhyggelige lyde om natten.” 

Jeg håber og tror, at forligspartierne denne gang har overspillet deres kort. Jeg tror ikke, almindelige danskere synes, det er en god idé at lukke 10-årige børn inde sammen med forhærdede 17årige. Derfor har jeg oprettet denne underskriftindsamling, som jeg håber I vil underskrive og dele.

 

 

Læs eventuelt også Politikens leder fra 4. juli 2018.